Nathan Haas er næppe et navn, der siger europæiske cykelentusiaster ret meget. Men samme situation befandt den 22-årige australier sig i inden starten på denne sæson i hjemlandet . I Australien har tilstanden længst ændret sig markant, og nu er det også stærkt på vej til at ske i videre kredse, efter at Nathan Haas i dag kunne hyldes som samlet vinder af Jayco Herald Sun Tour.
Han sejrede 17 sekunder foran sin jævnaldrende men væsentligt mere berømte landsmand Jack Bobridge (Garmin-Cervélo) og med yderligere ni sekunder ned til Jonas Aaen (Saxo Bank-SunGard) på tredjepladsen. Den 26-årige dansker forsvarede lige netop sin podieplacering med ét sekund til sydafrikaneren Janse van Rensburg (MTN) og understregede dermed til det sidste, at han har oplevet en glimrende afsluttende fase på sæsonen, der kulminerede med sejren i Grand Prix d’Isbergues for knap en måned siden. Endnu en etapesejr til Marcel Kittel Det australske etapeløb bød i øvrigt på en forrygende demonstration af, at idrætsgrenens unge himmelstormere fører sig succesrigt frem. Således sikrede den 23-årige tyske nyprofessionelle Marcel Kittel (Skil-Shimano) sig sin anden etapegevinst i det afsluttende gadeløb i Melbourne foran Haas’ holdkammerat og landsmand Anthony Giacoppo og belgieren Jens Dedusschere (Omega Pharma-Lotto). Dermed nåede Kittel op på i alt 17 sejre i år, og for en begynder i faget må det siges at være en ganske exceptionel bedrift. Tyskeren er således kun en enkelt triumf fra førstepladsen på årets vinderliste, som længe har været besat af den etablerede belgiske verdensstjerne Philippe Gilbert (Omega Pharma-Lotto).




























