Han blev købt som den store stjerne, der skulle sikre Bjarne Riis' cykelmandskab Team Saxo Bank endnu en Tour de France-sejr, men den danske cykelentreprenør købte katten i sækken, da han i august 2010 hyrede den spanske supermand Alberto Contador som afløser for de to brødre Andy og Fränk Schleck.
Spanieren var på vej mod sin tredje samlede sejr i Tour de France i 2010 blevet testet positiv for minimale forekomster af det forbudte stof clenbuterol i blodet og efter næsten halvandet års sagsbehandling ved flere forskellige instanser, kulminerede Contador-affæren mandag ved den internationale sportsdomtol (CAS): Alberto Contador får to års karantæne.




























