Verdensmester redder sæsonen trods barsk medfart

Lyt til artiklen

I betragtning af de alvorlige bulletiner, der indløb om enkeltstartsverdensmesteren Tony Martins tilstand, efter at han 11. april blev kørt ned af en bil under træning nær sit hjem i Schweiz, må det siges at være noget nær et mirakel, at den 27-årige tysker nu allerede meldes klar til at genoptage aktiviteterne. Det er Martins belgiske arbejdsgiver Omega Pharma-Quick Step, der i en pressemeddelelse oplyser, at han vil være at finde i feltet til det tyske storløb Rund um den Finanzplatz Eschborn, tidligere Rund um den Henninger Turm, i Frankfurt 1. maj. Brækkede kæbe og kindben »I de seneste dage har jeg været i stand til at gennemføre nogle intense træningssessioner, efter at jeg i de første uger udelukkende koncentrerede mig om mit helbred«, fortæller Tony Martin.

LÆS OGSÅ Succeshold får endnu en stjerne smadret i trafikuheld

»Smerterne efter bruddene i kæbe og kindben aftager dag for dag, og jeg får det stadig bedre. Jeg skal imidlertid stadig være forsigtig og tage så få risici som muligt«.

»Men det er vigtigt for mig at vende tilbage til konkurrence så hurtigt, det overhovedet lader sig gøre. Der gik ikke længe, før jeg besluttede at stile efter, at løbet på hjemmebane i Frankfurt skulle være min første start, og det har været vigtigt for mig at have det som mit mål«.

Var bevidstløs i et kvarter
Ved påkørslen blev Tony Martin slået bevidstløs og kom først til sig selv efter et kvarter. Tyskeren var ilde tilredt i hovedet, og de første meldinger fra hospitalet løb på, at han måtte regne med en meget lang pause.

Omega Pharma-Quick Step fremhæver da også, at det forbløffende lyn comeback først og fremmest skyldes, at Tony Martin er i besiddelse af en utrolig vilje, samt at hans organisme har en fantastisk evne til at restituere.

Touren, OL og VM som de store mål

»Tony er en hård hund. Det har han bevist nu igen«, fastslår landsmanden Jan Schaffrath, der ligesom danske Brian Holm indgår i Omega Pharma-Quick Steps stab af sportsdirektører og fulgte med Tony Martin fra det nu lukkede HTC-Highroad.

»I Frankfurt handler det for ham udelukkende om at finde ind i rytmen igen og se, hvor meget kroppen i det hele taget kan klare. Han får ingen specielle opgaver, og efter løbet tager vi så situationen op til overvejelse igen«.

De store mål for Tony Martin i denne sæson er ud over Tour de France enkeltstarterne ved OL og VM. Alle disse betydningsfulde opgaver syntes at være i fare straks efter den dramatiske hændelse, men nu tegner der sig anderledes lyse perspektiver.

FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her