Danmarks to bedste etapeløbsryttere Jakob Fuglsang (RadioShack-Nissan) og Chris Anker Sørensen (Team Saxo Bank) har optimismen i behold, inden weekendens skrappe afslutning på Tour de Suisse, der byder på en voldsomt krævende finale i dag og en endnu mere udfordrende kongeetape i morgen. I forhold til forventningerne klarede Chris Anker Sørensen sig suverænt bedst af de to på gårsdagens enkeltstart, men trods en dårlig dag er det stadig Fuglsang, der på en 11. plads er højst placeret i klassementet med et minus på 1.34 minut til den førende portugiser Rui Costa (Movistar), mens Chris Anker som nr. 16 er 1.52 minut efter. »Jeg fandt aldrig ind i det rigtige gear i går, og benene var bestemt ikke gode. Men det bliver meget bedre i dag«, lyder den positive melding fra Jakob Fuglsang, der sidste år sluttede som nr. 4 i Tour de Suisse og året inden endte på tredjepladsen efter sin luxembourgske holdkammerat Fränk Schleck og amerikaneren Lance Armstrong. Chris Anker håber at være med helt fremme Chris Anker Sørensen var kun 11 sekunder langsommere end Fuglsang, og det skyldtes ikke kun, at sidstnævnte præsterede væsentligt under vanlig standard. »Jeg slog flere af mine konkurrenter i den samlede stilling, og det rullede rigtigt godt«, fastslår Chris Anker Sørensen. »Det skaffede mig et lovende udgangspunkt til de to sidste etaper. Nu må vi se, hvad benene vil i dag, men jeg håber da på at være med helt fremme«. Danskernes minus rent tidsmæssigt er da heller ikke større, end at det sagtens kan elimineres i de udfordringer, der nu venter. 30 kilometers klatretur op til mål På de sidste knap 30 af dagens 148,2 km fra Bishofszell til Arosa går det fra Chur 573 meter over havets overflade konstant opad til målet i feriebyen Arosa i 1.739 meters højde. 1,8 km fra stregen afvikles en bjergspurt udenfor kategorierne og undervejs på klatreturen en i 2. kategori, hvilket fortæller lidt om strabadsernes karakter. Problemet for de to danskere i forbindelse med et eventuelt avancement er, at de foran sig har rivaler, der stort set alle også må formodes at kunne klare sig godt i det aktuelle terræn. Glad for at have Valverde som støtte Den 25-årige Rui Costa bliver efter sine hidtidige præstationer i løbet nok vanskelig at støde fra tronen, og han virker da også uhyre fortrøstningsfuld inden etapen. »Jeg kunne næste ikke ønske mig en bedre situation end den, der nu tegner sig efter enkeltstarten«, konstaterer Rui Costa, der er 50 sekunder foran sin nærmeste konkurrent tjekken Roman Kreuziger (Astana) og har yderligere fem ned til hollænderen Robert Gesink (Rabobank) på tredjepladsen. »Det er meget betryggende, at jeg har så stærkt et hold omkring mig, og specielt styrker det min selvtillid, at en rytter som Alejandro Valverde er der for at hjælpe mig«. »Jeg vil ikke udpege en bestemt rytter som den farligste trussel mod min førertrøje. Der er så mange, som har format til at vinde løbet. Men lige nu føler jeg, at der er store chancer for, at det bliver mig, der står øverst på podiet søndag eftermiddag«. Fuglsangs og Chris Ankers konkurrenter Ud over de tre første har Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen følgende konkurrenter i toppen af klassementet: 4. Alejandro Valverde 1.04 minut, 5. Fränk Schleck 1.04, 6. Tom Danielson (Garmin-Barracuda) 1.12, 7. Levi Leipheimer 1.15, 8. Vladimir Gusev (Katusha) 1.17, 9. Thomas Lövkvist (Sky) 1.22, 10. Steven Kruijswijk (Rabobank) 1.27, 12. Mikel Nieve (Euskaltel) 1.36, 13. Tanel Kangert (Astana) 1.40, 14. Thibaut Pinot (FDJ-BigMat) 1.42, 15. Nicolas Roche (Ag2r) 1.52. De øvrige danskere i løbet er placeret således: 108. Matti Breschel (Rabobank) 30.02 minutter, 112. Brian Vandborg (Spidertech) 33.02, 125. Martin Mortensen (Vacansoleil) 39.46, 130. Troels Rønning Vinter (Saxo Bank) 41.51, 133. Michael Mørkøv (Saxo Bank) 45.00. Der er endnu 147 ryttere tilbage i løbet. FACEBOOK
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
DR-vært overskrider sine egne grænser igen og igen
-
Tidligere FBI-chefs muslingefoto vurderes til at være en trussel mod Trumps liv
-
Derfor har de europæiske ledere pakket de store smil og den smiskende tale over for Trump væk
-
Peter Viggo Jakobsen: »Hvis de havde boet i Rusland, havde det været en enkeltbillet til fronten«
-
Studerende: Det er urimeligt at lade mig bære de økonomiske omkostninger ved at føde de børn, samfundet skriger på
-
Statsministerens slettede sms'er handler om meget andet end mink
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse
Interview
DR-vært overskrider sine egne grænser igen og igen
Lyt til artiklenLæst op af Sigrid Debois Reuss
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Amira Smajic
Interview
Hun sagde op på DR. Og har fortrudt det siden
Lyt til artiklenLæst op af Erik Jensen
00:00


























