For fjerde dag i træk demonstrerede den tidligere sølv- og bronzevinder Matti Breschel i det spanske etapeløb Vuelta a Burgos, at han har arbejdet sig i forrygende form til den sidste tredjedel af sæsonen. Ganske vist formåede den 27-årige dansker ikke at gentage gårsdagens gevinst, men på de 170 km fra Dona Santos til Ciudad Romana de Clunia var han atter med fremme i finalen, og han kunne ikke alene glæde sig over en sjetteplads, men også over, at hans tyske Rabobank-holdkammerat Paul Martens, der havde hjulpet ham så fremragende døgnet inden, strøg i mål som vinder.
LÆS OGSÅ Matti Breschel scorer flot triumf i dramatisk finale
Tysker kom alene til mål
Martens optog jagten på spanieren Juan Antonio Flecha (Sky), der forsøgte et solofremstød indenfor den sidste kilometer, og da tyskeren hentede rivalen, måtte denne opgive at følge med. Martens forcerede på den let stigende opløbsstrækning og holdt hjem med et forspring på to sekunder til løbets førende rytter, spanieren Dani Moreno (Katusha).
De tre andre, der placerede sig foran Breschel var australieren Simon Clarke (Astana), franskmanden Nacer Bouhanni (Astana) og den italienske veteran Stefano Garzelli (Acqua & Sapone), som alle noteredes for et minus på fem sekunder, mens danskeren fulgte yderligere et sekund efter.
Sidevind splittede feltet
På de sidste 20 km kom sidevinden til at spille en afgørende rolle, og kun godt en snes ryttere formåede at holde sig på den første vifte.
Blandt disse var Breschel samt holdkammeraterne Martens, Robert Gesink og Bauke Mollema, ligesom Moreno havde selskab af landsmændene Joaquim Rodriguez og Angel Vicioso.
Katusha lagde tydeligvis op til, at Moreno skulle hjemføre sin tredje etapesejr, men spanieren satte jagten på Martens ind en anelse for sent.
Har med vilje ventet på at skrive ny kontrakt
Når Matti Breschel i morgen har overstået Vuelta a Burgos, viderefører han forberedelserne frem mod Clasica San Sebastian 14. august og Vuelta a Espana, der indledes 18. august.
Og tiden skal sandsynligvis også bruges til at bringe kontraktforholdene for de kommende sæsoner på plads.
»Jeg har ikke skrevet under på noget, og jeg har sådan set heller ikke haft noget hastværk«, fortæller Matti Breschel.
»Jeg har satset på at lave nogle topresultater, inden de endelige aftaler bringes på plads, og jeg synes da, jeg de seneste dage har vist, hvad jeg er værd«.
Slutter af med kongeetapen
Breschel ligger inden morgendagens kongeetape fra Comunero de Revenga til Lagunas de Neila på en samlet andenplads i Vuelta a Burgos 13 sekunder efter Moreno, men selv om danskeren har vist sig at være glimrende kørende på de mindre stigninger, løbet hidtil har budt på, er den forestående udfordring af en helt anderledes krævende karakter.
I alt skal rytterne prøve kræfter med syv bjergspurter, og den sidste op til målet er så skrap, at den er rangeret udenfor kategorierne.




























