Med afslutningen af denne sæson siger den 36-årige australier Bradley McGee farvel til Team Saxo Bank-Tinkoff Bank efter i den seneste del af sin ansættelse på det danske mandskab at have virket som Bjarne Riis' højrehånd i sportsdirektørfunktionen. McGees meritter har lige siden den spæde start på karrieren fremstillet ham som en af de mest exceptionelle australske pedalatleter gennem mere end et tiår på den internationale scene. Men i kølvandet på Lance Armstrong-affæren er Bradley McGee blandt dem, der står tilbage med en fornemmelse af, at de måske kunne have drevet det endnu videre. Konkurrerede mod Armstrong-tidsånden I et særdeles interessant interview med Melbourne avisen The Age giver McGee udtryk for de følelser, der rør sig i ham efter de afsløringer, som rapporten fra det amerikanske antidopingagentur, Usada, har bragt for dagen. »Jeg konkurrerede ikke kun mod Armstrong, men mod hele Armstrong-tidsånden. Og jeg føler, at min professionelle karriere, min tid i Tour de France er blevet stjålet fra mig af dem, der dopede sig«, siger Bradley McGee blandt andet. Touren 2005 bringer bitre minder frem »Når jeg kigger tilbage, er det i den sammenhæng specielt Touren i 2005, der springer i øjnene. Det var første gang, jeg for alvor nærede ambitioner om at slutte blandt de bedste sammenlagt«. »I begyndelsen gik det fint, og jeg var i stand til at følge med favoritterne. Men så kom den første hviledag, og derefter ændrede Armstrong og hans Discovery Channel mandskab fuldstændig løbet. De sønderrev det simpelthen i småstumper«. »I de følgende to uger befandt jeg mig i en totalt desillusioneret tilstand. Jeg blev sat af, fik krampe, men på Champs-Élysées’ brosten oplevede jeg endnu engang fornemmelsen af at kunne lave et stort resultat for så blot at måtte se mig henvist til andenpladsen af Alexandre Vinokourov, der to år senere blev smidt ud af Touren på grund af doping«. Har været på to hold med stærk antidopingpolitik »Jo mere, jeg tænker over det, jo mere rasende bliver jeg. Men jeg er i stand til at komme videre fra de betragtninger, bl.a. fordi jeg nu kan sige til mig selv, at jeg formåede at både slå og køre lige op med den slags rivaler samtidig med, at jeg mod god samvittighed kan sige, at jeg aldrig har været dopet«. »Jeg er udmærket klar over, at en sådan påstand altid vil blive mødt med mistro, når den fremsættes af en cykelrytter, og det har der jo desværre vist sig at være god grund til. Men jeg ved, hvad jeg selv står for«. »Jeg kan takke den opdragelse, jeg har fået både i og udenfor cykelsporten for, at jeg har været i stand til at træffe de rigtige valg. Det gælder også den tid jeg har haft først hos Francaise des Jeux og siden CSC, der begge har været førende i en meget kompromisløs antidopingpolitik på holdet«. Verdensmester i Ballerup 2002 Bradley McGee har som så mange andre australske cykelryttere udviklet sine evner på banen, og han erobrede sin første globale triumf, da han i 1993 blev juniorverdensmester i individuelt forfølgelsesløb. Siden leverede han en stribe imponerende bedrifter på velodromerne, og han kunne således lade sig hylde øverst på podiet ved VM i Ballerup Super Arena 2002 efter i tempodisciplinens finale at have besejret landsmanden og den ligeledes senere ansatte hos Bjarne Riis, Luke Roberts. Erobrede OL-guld i Athen McGee og Roberts hentede sammen med Brett Lancaster og Graeme Brown OL-guld i 4 km holdforfølgelsesløb i Athen, men derefter satsede McGee først og fremmest på landevejen. Han havde indledt den del af cykeleventyret i 1998 på Francaise des Jeux, og selv om han altså nu ser tilbage på, at han måske kunne have fået endnu mere ud af det, nåede han at bære førertrøjen i alle de tre store etapeløb - i Tour de France 2003, Giro d’Italia 2004 og Vuelta a Espana 2005. I 2008 skiftede Bradley McGee til Team CSC og fortsatte efter en sæson plaget af skader som sportsdirektør – et job han nu forlader for en stilling som træner ved New South Wales Institute of Sports. David Millar anerkendt sit nederlag En af de episoder i dopingsammenhæng, som Bradley McGee omtaler i interviewet med The Age, relaterer til Tour de France 2003. »Jeg vandt prologen med mindre end et sekund til David Millar, der tabte kæden tre gange«, fortæller australieren. »Efter Touren opholdt jeg mig i adskillige dage i Davids hjem i Biarritz, hvor han på et tidspunkt sagde til mig, at jeg var den helt rigtige sejrherre på prologen, selv om han havde haft maskinskade«. »Jeg vidste godt, hvad han mente. At det handlede om, at han havde været dopet, selv om han ikke sagde det direkte. Nu bagefter bebrejder jeg mig selv, at jeg ikke gjorde noget, for vi har alle et ansvar for at stoppe misbruget«. Skulle have handlet på Millars ord »Jeg modtog i stedet hans udtalelses som en kompliment og solede mig i den. Jeg skulle have handlet på hans ord«. »David er nu et særdeles stærkt kort i kampen mod doping og er sikkert blevet et bedre menneske af alt det, han har været igennem«. »Men hvis jeg havde foretaget mig noget dengang, kunne jeg måske have hindret, at det kom så vidt«, konstaterer Bradley McGee med henvisning til, at Millar året efter blev arresteret af de franske myndigheder og siden idømt to års karantæne for i 2006 at vende tilbage som den mest markante frontfigur blandt de aktive i kampen mod doping.