Vinderen af sidste års prolog i Tour de France, den schweiziske tempokonge Fabian Cancellara, har i år valgt for første gang i karrieren af prøve kræfter med Giro d'Italia og har som årsag angivet, at den franske kappestrid i den kommende sæson ikke indledes med en enkeltstart. »Jeg har fået mine drømme opfyldt i Touren og vil nu prøve, om jeg også kan erobre en lyserød førertrøje«, har Cancellara udtalt og mener altså, at han har større muligheder for at brillere på de italienske landeveje, selv om heller ikke Giroen har en prolog på programmet i år.
FAKTA Touren 2013 indbyder til angreb - og masser af vand og brød
Tre etaper med samlet start
Schweizeren må også kigge langt efter et opgør mod uret i Tour de France 2014, for arrangørerne meddelte i dag, at heller ikke starten i engelske Yorkshire, som blev bebudet allerede i december, kommer til at byde på en enkeltstart.
1. etape afvikles 5. juli fra Leeds til Harrogate, og dagen efter gælder det godt 200 km fra York til Sheffield.
Slutter i royale og olympiske rammer
Strabadserne i England afsluttes med en dacapo optræden foran Buckingham Palace, hvor dysten om den olympiske titel afgjordes i sommer.
Forud for opløbet i de fornemme rammer går 170 km med start i Cambridge, men hvad der venter, når løbet derefter vender tilbage til det europæiske kontinent, afsløres først, når den officielle Tour-præsentation løber af stablen 23. oktober.




























