Allerede ved det første møde med de skrappe stigninger i Critérium du Dauphiné på dagens 158 km lange 2. etape fra Tarara til Col du Béal i Massif Central udspillede der sig en forrygende duel mellem årets to mest fremtrædende Tour de France-favoritter, sidste sæsons sejrherre Chris Froome (Sky) og den tidligere dobbelte spanske vinder Alberto Contador (Tinkoff-Saxo).
I den afsluttende fase af klatreturen på 13,8 km op til toppen i 1.390 meters højde, var det kun de to superstjerner, der dystede om sejren, og ganske som i går på enkeltstarten dokumenterede den 29-årige brite, at han i øjeblikket har overtaget.




























