Polens ny nationale sportshelt, Tour de France-bjergkongen Rafal Majka (Tinkoff-Saxo), sørgede for yderligere voldsomme jubeludsving på følelsesbarometret hos hjemlandets idrætsentusiaster, da han her til aften rundede to dages forrygende opvisning i bjergene af med også at slutte som samlet vinder af WorldTour-løbet Polen Rundt.
På den 25 km lange enkeltstart i Kraków, der udgjorde finalestyrkeprøven i det syv dage lange arrangement, pressedes Bjarne Riis’ 24-årige fund til det maksimale af sin ydeevne for at holde spanieren Jon Izaguirre (Movistar) bag sig i det samlede klassement.




























