Usædvanlig kort og ekstremt krævende – det prædikat kan sættes på dagens etape i Giro d’Italia, hvor rytterne kun skal ud på 83 km, men på færden fra Chieti til Blockhaus konfronteres med en hidsig klatrefinale, som givetvis tvinger topnavnene ud i nye spektakulære opgør. Den beskedne distance indebærer med så godt som 100 procents sikkerhed, at der vil blive lagt ud i et vanvittigt tempo, når feltet midt på eftermiddagen sendes i aktion igen oven på hviledagen. Høj fart straks fra start Straks fra start må det formodes, at holdene med klassementsaspiranterne sætter høj fart i håbet om at kunne udmatte rivalerne, inden den afsluttende stigning op mod målet. Og så var udfordringen endda planlagt til at være endnu skrappere, men det har vejrguderne sparet rytterne for. Finalen afkortet med 5,5 km På toppen i 2.065 meters højde, hvor målområdet oprindelig skulle have befundet sig, lå der umiddelbart inden starten på Giroen endnu så meget sne langs vejene i det golde landskab, at arrangørerne ingen risiko ønskede at løbe. De besluttede sig for at afkorte finalen med 5,5 km og flytte opløbsstrækningen ned i 1.631 meters højde, hvor de var sikre på at kunne etablere alle de nødvendige faciliteter for en tilfredsstillende afvikling. Finalestigningen stejlest i starten Officielt er den sidste stigning opgjort til at strække sig over 18 km, men reelt begynder det at gå opad allerede 10 km tidligere. Det er 15 km fra mål, rytterne møder den stejleste del af bjerget med en stigningsprocent på 13, og ellers ligger den maksimalt på omkring syv. Tre timers opvarmning Netop den kendsgerning, at etapen er så kort og slutter så voldsomt, gør det nødvendigt med helt exceptionelle forberedelser, mener Danilo Di Lucas LPR-holdkammerat Alessandro Spezialetti, der ligesom sin kaptajn kender ruten ud og ind fra træningsture. »Jeg er overbevist om, at man skal gennem en hård opvarmning på omkring tre timer, hvis man skal kunne være med i front, når det går løs«, vurderer Spezialetti, som hidtil har vist sig som en særdeles værdifuld hjælper for Di Luca. Krævende job i vente Hverken indehaveren af den rosa førertrøje, russeren Denis Mentjov (Rabobank) eller hans to nærmeste rivaler Danilo Di Luca og den spanske Tour de France-vinder Carlos Sastre (Cervélo) lægger skjul på, at der forestår et særdeles krævende job. »Jeg ved, at jeg vil blive angrebet igen, men jeg føler, at jeg står godt rustet. Mit hold har bevist, at det formår at støtte mig optimalt, og selv føler jeg også, at jeg er helt på højde med situationen«, siger den 31-årige russer. Di Luca på hjemmebane For Danilo Di Luca rummer dagens opgave en ekstra motivation, eftersom han kommer fra den jordskælvshærgede Abruzzo provins, hvor etapen afvikles. »Jeg er sikker på, at en masse af mine tilhængere vil være at finde langs ruten i dag, og jeg vil gøre alt for at give dem og alle andre i dette stærkt plagede område en jubeloplevelse efter en tid, der har været så umådeligt tragisk«, siger Danilo Di Luca. »Og hvis alt flasker sig for mig, har jeg ikke alene mulighed for at sikre mig etapesejren, men også for at tilbageerobre førertrøjen. Jeg erkender imidlertid blankt, at Mentjov hidtil har virket overbevisende, men det er ikke andet at gøre end at blive ved med at presse ham«. Sastre kender bjerget Da Carlos Sastre senest opererede på disse kanter, var det i 2006 som luksushjælper for sin daværende CSC-holdkammerat Ivan Basso. Spanieren sørgede loyalt for at berede vejen for italieneren, der på det samme bjerg, som skal forceres i dag, lagde grunden til sin samlede Giro-triumf. Dengang hed målet på 8. etape Passo Lanciano, som ligger i 1.308 meters højde og ligeledes passeres i dag. Basso fejredes som suveræn vinder et halvt minut foran Damiano Cunego, og han erobrede førertrøjen fra ukraineren Sergej Gonchar for ikke siden at miste den. Tror mere på Vesuv »Dagens etape er en af de to muligheder, jeg har tilbage for at vinde Giroen, og jeg vil bestemt forsøge«, siger Carlos Sastre. »Jeg tror imidlertid, at chancen er større på fredag, når vi slutter på Vesuv, for den stigning er efter min mening skrappere end den, vi skal ud på i dag«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Trump smider politisk bombe i Mexico
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
-
Pile peger på Zelenskyj i stor korruptionsskandale
-
Det er fabelagtigt: Jeg gav op efter 100 sider
-
»Jeg har sagt til Lars, at så er det dér, det slutter. Det er ikke til diskussion«
-
Nu spekuleres der åbent om 'transitionen' til en ny leder i Rusland
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Mathias Søgaard
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























