Dansk bjergfugl flyver ind på femteplads

Jakob Fuglsang er i gang med det helt store gennembrud på landevejen. Arkivfoto.
Jakob Fuglsang er i gang med det helt store gennembrud på landevejen. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Med endnu en imponerende femteplads satte Jakob Fuglsang på kongeetapen i Critérium du Dauphiné Libéré en tyk streg under, at hans forrygende præstation på Mont Ventoux forleden langt fra var nogen tilfældighed. Efter passage af legendariske tinder som Col du Galibier og Col de la Croix de Fer undervejs på de 157 km fra Briancon til Saint Francois Longchamp havde den unge dansker overskud til at sætte en magtfuld offensiv ind på finalestigningen op mod målet i 1.630 meters højde. Lagde stjernerne bag sig Med godt 10 km tilbage sagde Fuglsang farvel til gruppen med blandt andre indehaveren af den gule førertrøje, spanieren Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne), og dennes værste rivaler australieren Cadel Evans (Silence-Lotto) og etapeløbskongen Alberto Contador (Astana). Danskeren indledte dermed jagten på franskmanden David Moncoutié (Cofidis), der lidt længere forude havde lagt alle sine tidligere ledsagere i en lang offensiv bag sig, og en overgang så det faktisk ud til, at Fuglsang skulle have held med sit forehavende. Kræfterne slap op Moncoutié viste imidlertid aldrig blot antydningen af svaghedstegn, og i stedet blev Fuglsang på de sidste få hundrede meter presset alvorligt bagfra. Danskeren havde ellers ligget til en sikker andenplads, men pludselig var der ikke flere ressourcer tilbage. Mens han zigzaggede mod målstregen, blev han passeret af først hollænderen Robert Gesink (Rabobank) og derefter Evans og Valverde, mens han lige netop holdt Contador bag sig. Flot avancement sammenlagt I mål noteredes Fuglsang for et minus på 53 sek. til Moncoutié, men når nu satsningen på etapesejren glippede, må det være en enorm trøst for ham, at han sikrede sig et væsentligt avancement i det samlede klassement. Fra tiendepladsen rykkede han op som nr. 6, og foruden Valverde, Evans og Contador har han nu kun Gesink og spanieren Mikel Astarloza (Euskaltel) foran sig. Fuglsang har 4.08 min. op til Valverde og 28 sek. til Astarloza på femtepladsen. Valverde kontrollerede rivalerne I kampen om den endelige triumf i Dauphiné Libéré kontrollerede Alejandro Valverde endnu engang begivenhederne. De sidste km op mod målet forsøgte Cadel Evans gang på gang at ryste spanieren af sig, men intet lykkedes, og Valverde har stadig et forspring på 16 sek. til australieren inden sidste etape. Contador havde tilsyneladende ikke overskud til at udfordre landsmanden. Tværtimod satte han 14 sek. til, så han nu på tredjepladsen er 1.18 min. bagude. Bjergkongen først på Galibier Det store udbrud, der længe prægede etapen, dannedes efter nedkørslen fra Col du Galibier, og da den 28,5 km lange færd op mod dagens anden store stigning, Col de la Croix de Fer indledtes, var 26 ryttere samlet i front. Først på toppen var indehaveren af bjergtrøjen og gårsdagens etapevinder Pierrick Federigo (Bouygues Telecom), der dermed er så godt som sikker på at sikre sig den endelige førsteplads i denne kappestrid. To i front på nedkørslen I den susende fart ned fra toppen satsede den 22-årige schweizer Matthias Frank (BMC) maksimalt, og han skilte sig ud i front sammen med italieneren Rinaldo Nocentini (Ag2r). Sidstnævnte måtte dog opgive at følge med ret hurtigt på de sidste 14 km op mod mål, hvorefter Frank fortsatte alene. Han fik siden følgeskab af den rutinerede franskmand David Moncoutié (Cofidis), der med 10 km tilbage sagde farvel til Frank. Team Saxo Bank mindskede afstanden I hovedfeltet var det langt størstedelen af tiden Caisse d’Epargne, der sørgede for at holde udbruddet nogenlunde i snor, men på vej hen mod den sidste stigning fik det spanske mandskab kraftig støtte af Team Saxo Bank. Først Lase Bøchmann og siden Lars Bak, Nicki Sørensen og Jurgen van Goolen skruede farten i vejret i satsningen på at give Jakob Fuglsang det bedst mulige udgangspunkt i den afsluttende fase. Dette seje slid var da også årsagen til, at Lars Bak dumpede agterud fra sin samlede 15.-plads i klassementet, så han nu er nr. 39, for alt gjaldt om at hjælpe Fuglsang på vej. Viste sig tilliden værdig Den 24-årige danske debutant viste sig da også holdkammeraternes tillid værdig. Næsten samtidig med at Moncoutié indledte sit togt helt fremme, stak Fuglsang fra favoritgruppen. Han fik i første omgang følgeskab af stjernetrioen Cadel Evans, Alberto Contador og Alejandro Valverde, men så forcerede danskeren endnu engang og indledte jagten på den helt store gevinst. Også stigninger på sidste etape Selv om de værste strabadser nu er overstået, skal rytterne også demonstrere deres klatrefærdigheder på morgendagens afsluttende 146 km lange etape fra Faverges til Grenoble. Den skrappeste stigning er Col de St. Bernard de Touvet, hvor bjergspurten registreres i 940 meters højde. Egentlig bliver det imidlertid ved med at gå let opad i yderligere fem kilometer, så etapens højeste punkt befinder sig 1.020 meter over havets overflade. Herfra er der 21,5 km til mål, og det er helt oplagt en styrkeprøve, som danner basis for at føre et langt udbrud succesrigt til ende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her