Ganske som Tour de France næste år i den afsluttende fase byder på en serie voldsomme udfordringer i Pyrenæerne, tilstræbes spændingen i Giro d’Italia også holdt ved lige til det sidste med skrappe klatrestrabadser i Dolomitterne. Men som en markant forskel på de to gigantiske begivenheder, rummer den italienske væsentligt flere tempostyrkeprøver, hvilket afsløredes, da ruten for den kommende udgave, som afvikles fra 8. til 30. maj, offentliggjordes i Milano. Kun én sprinterfinale den sidste uge Og umiddelbart tyder det på, at den cocktail, Giro-ledelsen med direktør Angelo Zomegnan i spidsen har fundet frem til, i sværhedsgrad overtrumfer den opgave, der venter pedalatleterne cirka to måneder senere på de franske landeveje.
LÆS OGSÅ Vilde bjerge lægger op til hidsig Tour-finale
For efter en aperitif med den knap 20 km lange klatretur op ad Monte Grappa på 14. etape fra Ferrara til Asolo præsenteres et overflødighedshorn af bjergstrabadser, som tvinger rytterne med drømme om en samlet topplacering til maksimal koncentration resten af løbet bortset fra et kortvarigt afslappende indslag på 18. etape, hvor sprinterne får en sidste chance for at markere sig.
Bjergenkeltstart med barsk stigningsprocent
Efter finalen på det frygtede Monte Zoncolan – maksimal stigningsprocent på 22 og gennemsnitlig på 11,9 over de 10,1 km – på 15. etape venter en hviledag, som rytterne nok kan få brug for.
I kølvandet på pausen følger nemlig en 12,9 bjergenkeltstart til Plan de Corones, hvor stigningsprocenten visse steder når helt op på 24. De vilde konfrontationer med tinderne i Norditalien kulminerer på 19. og 20. etape med sidstnævnte som den mest barske af samtlige.
På de 178 km fra Bormio til Ponte di Legno Tonale bevæger feltet sig en stor del af tiden omkring 2000 m over havets overflade. Fire udmarvende stigninger – Forcale di Livigno, Passo di Eira, Passo di Foscagno og løbets højeste punkt Passo di Gavia, 2.618 m – skal forceres, inden den 11 km lange finale op til Passo del Tonale.
Sætter punktum med enkeltstart
Ovenpå den omgang, skal det endelige klassement pudses af med en 15,3 km enkeltstart i Verona, der efterfølger Rom som løbets sidste målby.
Dette sidste temporæs har mål i Veronas berømte Arena, og selv om det næppe medfører store omvæltninger, er det værd at hæfte sig ved, at det faktisk omfatter en stigning, som tæller med i bjergkonkurrencen.
For andet år i træk brydes den ellers langvarige tradition, hvor løbet sluttede i Milano, og storbyen i nord indgår denne gang slet ikke på ruten, hvilket ikke er sket siden 1989.
Vinderen er tilfreds
Blandt æresgæsterne ved præsentationen var den seneste Giro-sejrherre, russeren Denis Mentjov (Rabobank), og han havde intet at beklage sig over, da detaljerne for den kommende udgave afsløredes.
»Jeg kan kun være yderst tilfreds med ruten, for den passer glimrende til mig«, siger Denis Mentjov, som dog endnu ikke kan sige med 100 procents sikkerhed, om han også næste år vil være at finde blandt aktørerne.
»Jeg har ikke talt planlægningen for sæsonen endeligt igennem med Rabobanks ledelse, og derfor er det ikke afgjort, om jeg i 2010 igen skal køre både Giro d’Italia og Tour de France«.
Starter i Amsterdam
Det har længe været kendt, at den italienske arrangører Rcs Sport ligesom den nære franske samarbejdspartner Amaury Sport Organisation har valgt Holland som udgangspunkt for de tre ugers prøvelser.
Men hvor Tour de France begynder 3. juli i Rotterdam, sendes deltagerne i Giro d’Italia af sted fra Amsterdam 8. maj med Museumplein som startsted for 1. etapes 8,4 km lange enkeltstart.
Opildnet af Vuelta-succes
Det har utvivlsomt opmuntret både Giro- og Tour-arrangører at se, hvilken overvældende succes rent publikumsmæssigt Vuelta a Espana oplevede i år med de fire første dage afviklet på hollandske og belgiske landeveje.
Og der er bestemt udsigt til, at der bliver tale om en fortsættelse af jubelstunderne både i begyndelsen af maj næste år og små to måneder senere.
Holdløb efter tre dage i Holland
Giro d’Italia opholder sig tre dage i Holland. Efter enkeltstarten i Amsterdam køres 1. etape fra Amsterdam til Utrecht, mens 3. etape slutter i Middelburg, og her skal det vise sig, om det engelske spurtfænomen Mark Cavendish (Team Columbia) kan tage hul på en gentagelse af dette års bedrift, som mundede ud i tre etapegevinster.
Efter det hollandske eventyr bruges tirsdag 11. maj til at bringe hele Giro-karavanen på plads i Norditalien, hvor løbet fortsætter med et 32,5 km langt holdløb fra Savigliano til Cuneo.
I modsætning til Tour de France rummer Giroen altså en kollektiv tempodyst, hvilket givetvis hilses velkomment ikke mindst hos Team Saxo Bank, selv om det danske mandskab oplevede en noget skuffende start på den seneste version af den italienske cykelrundtur, da det kun blev til en 13. plads i den indledende holdkørsel i Venedig.
Skrap finale på 8. etape
Giroens første to uger giver de spurtstærke afsluttere glimrende muligheder for at markere sig, men også i den fase spiller bjergene en afgørende rolle.
Det er således tilfældet både på 7. og specielt 8. etape. Denne sidste slutter nemlig efter 16 kilometers klatring i 1.672 meters højde på Terminillo, der har en fremtrædende plads i Giro-historien.
To legender mindes
To af næste års målbyer er valgt ikke udelukkende, fordi de passer ind i rutelægningen, men også, fordi de fremkalder ganske særlige følelser hos italienske cykelentusiaster.
Således udkæmpes kampen om sejren på 5. etape i Novi Ligure, der i 2010 mindes 50 året for sin berømte søn Fausto Coppis død. Og Marco Pantanis Cesenatico tager imod Giroen på 13. etape.




























