Med Michael Færk Christensen som den eneste genganger fra den guldvindende VM-kvartet i 4 km holdforfølgelsesløb var forventningerne til den danske indsats i den kollektive tempodisciplin begrænsede ved sæsonens første World Cup i Manchester. I stedet var opgaven tænkt som en lejlighed til at afprøve nye talenter, og det affødte opmuntrende signaler omkring den mere langsigtede satsning frem mod OL i London. Tæt på en medaljedyst For holdet bestående af Færk, Philip Nielsen, Christian Ranneries og Rasmus Quaade var kun knap fire tiendedele af et sekund fra at sikre sig adgang til medaljedysterne.
LÆS ARTIKEL Verdensmester viser vejen til guldkvartet
Tiden 4.09.826 min. rakte til en femteplads blandt de 14 deltagende nationer, hvor de britiske værter ganske som ventet var i særklasse. De noteredes for 3.57.709, mens Spanien, Tyskland og Ukraine på de næste pladser med henholdsvis 4.08.744, 4.09.027 og 4.09.477 var meget tæt på det danske facit.
Også femteplads i parløbet
I parløbet repræsenteredes Danmark af den ene af de to regerende verdensmestre Michael Mørkøv, der havde Philip Nielsen som makker, og de to drev det ligeledes til en femteplads.
Her sejrede belgierne Kenny De Ketele og Tim Mertense foran de nykårede tyske europamestre Robert Bartko-Roger Kluge og russerne Sergej Kolesnikov-Aleksej Shmidt.
Drager videre til Australien
Michael Færk slap også yderst acceptabelt fra sin indsats i 4 km individuelt forfølgelsesløb, hvor han blev nr. 8 og med tiden 4.27.695 min. kappede seks sek. af sin personlige rekord.
I den kommende uge drager landsholdet på træningslejr i Australien inden den næste World Cup afdeling, der køres i slutningen af måneden i Melbourne.




























