På grund af et jordskred knap halvvejs på dagens planlagte rute fra Carrara til Montalcino har Giro d’Italia arrangørerne været tvunget til i 11. time at foretage en ændring. Den medfører, at rytterne slipper for den første af de tre bjergspurter, som de oprindelige skulle have været konfronteret med på denne 7. etape, og den samlede distance reduceres derfor også fra 222 til 220 km. Grusveje og regnvejr De forestående strabadser skaber associationer til et af Italiens nye, store endagsløb i foråret Montepaschi Strade Bianche, der kørtes første gang i 2007, og som med sine grusvejsstrækninger i mangel af brosten er det italienske svar på Paris-Roubaix. Disse noget specielle udfordringer indgår som et væsentligt led i en i forvejen særdeles krævende afsluttende fase i færden fra Carrara til Montalcino. Og med en vejrudsigt, der lover regn, kan der være en uhyre interessant etape i vente. Skrap stigning kort før mål Fordelt på to sektorer skal i alt 19,5 af de sidste godt 30 km afvikles på grusveje. Den første på 5,5 km kommer umiddelbart efter nedkørslen fra den første stigning, Passo del Rospatoio, hvor der fra toppen er 37,3 km hjem. Den anden, som er 14 km lang, er en del af den 12,7 km lange klatretur op til det, der efter omlægningen af ruten bliver dagens sidste bjergspurt i 2. kategori på Poggio Civitella. Med en maksimal stigningsprocent på 16 er der absolut basis for angreb, og med 4,3 km til mål fra toppen ligeledes for at holde hjem. Cipollini: Afgørende punkt i Giroen Den tidligere supersprinter Mario Cipollini, der har prøvekørt ruten for avisen La Gazzetta dello Sport, er overbevist om, at Giroen i dag når frem til et meget afgørende punkt. »Der vil givetvis være ryttere, der undervurderer denne etape, og jeg tror kun, at omkring 20 mand, når til mål i første gruppe. Mit bud på en vinder er Alexandre Vinokourov«, siger Cipollini, der med 42 etapesejre er Giro-historiens mest vindende rytter.
LÆS OGSÅ Hårdt slag for Giro d’Italia-favorit
Det førende Liuquigas-mandskab er forberedt på, at det i dag kan blive sat på en barsk prøve i kampen for at bevare den rosa førertrøje.
»Vi er helt klar over, at etapen rummer mange farer, og der kan let sættes adskillige minutter til«, fastslår den aktuelle førstemand Vincenzo Nibali over for La Gazzetta dello Sport.
Og holdkammeraten Ivan Basso, der er en fremtrædende kandidat til den samlede sejr, deler den opfattelse.
»Vi har længe været indstillet på, at der på turen til Montalcino bliver vendt et blad i årets Giro-historie, så vi er på det rene med, at det kan blive en meget vanskelig dag«, siger Ivan Basso.
Mester klar til at satse
Den italienske mester Filippo Pozzato (Katusha), der synes at være kommet sig over sit styrt i Holland, er en af dem, som kan spolere dagen for Liquigas.
»Der er ingen tvivl om, at der er lagt op til en hård finale, og umiddelbart tror jeg da på, at den ligger godt til mig«, konstaterer Filippo Pozzato, der allerede i går ansporede sit mandskab til at forsøge at skabe ravage på den sidste del af etapen.
Kender terrænet godt
Det lykkedes kun delvist, men i dag skulle der være anderledes muligheder i et terræn, som Pozzato er særdeles velkendt med.
Den 28-årige italiener blev således for lidt over to måneder siden nr. 4 i Montepaschi Strade Bianche 18 sekunder efter den kasakhiske vinder Maxim Iglinskiy (Astana).
Hverken Iglinskiy eller de to andre på podiet ved den lejlighed, svenskeren Thomas Lövkvist (Sky) og australieren Michael Rogers (HTC-Columbia), er til start i Giroen.




























