Med de to klassementstrumfer i Tour de France, de luxembourgske brødre Andy og Fränk Schleck, og den schweiziske supermand Fabian Cancellara i spidsen, præsenterer Team Saxo Bank i morgen i Tour de Suisse otte af de 10 ryttere, der kæmper om de ni pladser i truppen til årets vigtigste opgave. Men selv om det danske mandskab stiller op med sin stjernebesætning, får det danske stortalent Jakob Fuglsang frit spil af chefen Bjarne Riis til at jagte et topresultat i det samlede klassement. Har flere kort at spille ud »Jeg har sagt til Jakob, at han kan køre sin egen chance, og det vil da kun glæde mig, hvis han er i stand til at markere sig stærkt«, siger Bjarne Riis. »Det er ikke ensbetydende med, at vi har lagt os fast på, at han skal være den eneste, vi satser på sammenlagt. Vi har endnu ikke talt taktik, men det er indlysende, at vi med Andy og Fränk samt Fabian har adskillige kort at spille ud«. Touren er det overordnede mål »For alle er det overordnede mål Tour de France, men jeg regner med, at begge brødre allerede nu er i form til at køre en top 10 placering hjem. Og Cancellara skulle jo meget gerne lægge ud med at vinde enkeltstarten her i Lugano«. »Jeg kan se på ham, at han har trænet godt, og jeg er overbevist om, at den megen snak om motordoping har gjort ham ekstra opsat på at vise noget stort på hjemmebane. Om han så er i stand til at følge op, som han gjorde sidste år, da han gik hele vejen, er et andet spørgsmål. Det indgår egentlig ikke i vores planlægning, men nu må vi jo se, hvordan løbet udvikler sig«. Slog til på enkeltstarterne sidste år Sidste år lagde Cancellara ud med at vinde den indledende enkeltstart, men afgav efter 2. etape førertrøjen til den nu dopingudelukkede slovener Tadej Valjavec (Ag2r). Schweizeren satte dog ikke mere tid til på bjergetaperne, end han hele tiden var langt fremme i klassementet, og med en knusende sejr i det afsluttende temporidt i hjembyen Bern hjemførte han den samlede triumf. »Jeg kom dengang til Tour de Suisse med Giro d’Italia i benene, og det var en glimrende forberedelse«, fortæller Fabian Cancellara. En helt anden situation denne gang »Nu er situationen en helt anden. Jeg havde det svært, da jeg vendte tilbage i Tour of California efter pausen ovenpå klassikerne. Men løbet gjorde mig godt, og siden har jeg trænet knaldhårdt. Jeg tror på, at jeg kan vinde den første enkeltstart, men jeg aner ikke, hvor jeg står, når vi kommer til bjergene«. Foruden de fire nævnte stiller Team Saxo Bank med de to veteraner, tyskeren Jens Voigt og australieren Stuart O’Grady, den danske mester Matti Breschel og den svenske vinder af finaledagens enkeltstart i Giro d’Italia Gustav Larsson. Chris Anker og Nicki til Slovenien De to eneste af Team Saxo Banks Tour-aspiranter, som ikke stiller op i Schweiz, er Chris Anker Sørensen og Nicki Sørensen. »Vi har lagt et program, der sigter mod, at alle de 10 kandidater, vi har arbejdet med hele sæsonen, skal være toptrimmede lige netop til Touren«, fastslår Kim Anderser. »Hvis vi havde sendt Nicki og Chris ud i enten Dauphiné eller Tour de Suisse, kunne vi risikere, at det ville have været for meget med tanke på, at de har tre hårde uger i Giro d’Italia bag sig«. »De er i stedet med på holdet til Slovenien Rundt fra 17. til 20. juni, og på den måde, tror jeg, vi når målsætningen om at ramme formkulminationen til Touren også for deres vedkommende«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Kongerunde nummer to: Presset stiger på Messerschmidt
-
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
-
Elisabet Svane: I udgangspunktet er Troels Lund Poulsens mandat umuligt
-
Putins elitestyrker i Kursk var ekstremt brutale mod Ukraine. Men en enkelt mand sørgede for at ramme dem rigtig hårdt
-
Dødsstød fra eksperter: »Der er faktisk risiko for et akut kollaps«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























