Med nøjagtigt tre uger til starten på Tour de France noteredes Team Saxo Banks schweiziske tempofænomen Fabian Cancellara for sæsonens femte sejr, da han slog til på den 7,6 km lange enkeltstart i Lugano, som indledte de ni dages strabadser i Tour de Suisse. Den 29-årige verdensmester i termpodisciplinen var et enkelt sekund hurtigere end tjekken Roman Kreuziger (Liquigas), mens tyskeren Tony Martin (HTC-Columbia) og sæsonens 20-årige slovenske himmelstormer Peter Sagan (Liquigas) blev slået med tre sekunder. Fuglsang med stærkt udgangspunkt Med til at fuldende billedet af en succesrig start på de schweiziske strabadser for Bjarne Riis’ tropper var det, at svenskeren Gustav Larsson blev nr. 6 11 sekunder efter holdkammeraten, mens Jakob Fuglsang sluttede på tiendepladsen yderligere to sekunder efter. For Jakob Fuglsang betyder det, at han har lagt op til en spændende fortsættelse på Tour de Suisse, hvor han har fået frie hænder af chefen Bjarne Riis til at køre sin egen chance i det samlede klassement.
LÆS OGSÅ Riis giver dansk talent frit spil i stjernetrup
Med triumfen skruede Fabian Cancellara gevaldigt op for forventningerne om fra første færd ligeledes at erobre den gule førertrøje, når verdens største cykelshow 3. juli går i gang med en tilsvarende styrkeprøve i Rotterdam.
Lykkes det, vil det i givet fald være fjerde gang i karrieren – 2004 for Fassa Bortolo, 2007 og 2009 i tjeneste hos Bjarne Riis – Cancellara oplever en jubelstart på Tour de France, men inden det kommer så vidt, skal den krævende opgave på de schweiziske landeveje føres til ende.
Ens betingelser for favoritterne
Som samlet vinder af hjemlandets rundtur sidste år var Cancellara den sidste af de 167 deltagere, der sendtes ud på ruten i den bagende lummerhede i den sydschweiziske by med det altdominerende italienske præg.
Undervejs var arrangementet blevet ramt af et bragende regnskyl, men det var tørvejr, da alle favoritterne skulle i kamp, og selv om vejene visse steder var faretruende våde, var betingelserne ens for alle.
Bagud ved mellemtiden
Ved mellemtiden på toppen af rutens stigning noteredes Cancellara kun for sjettebedste tid og var 8.65 sekunder efter den hurtigste på det tidspunkt Tony Martin.
Men schweizerens formidable teknik stilledes til skue på den vanskelige nedkørsel, og Cancellara afslørede bagefter, at det indgik i hans disponering af satsning, at det afgørende slag skulle udkæmpes på den sidste halvdel af ruten.
»Hvis jeg havde fyret alt for meget af op ad stigningen, kunne det have kostet dyrt i den sidste ende. NJu havde jeg kræfter i overskud, og det blev altafgørende til sidst. Og hvor meget jeg vinder med, er mig fuldstændig ligegyldigt«, fastslår Cancellara.
Armstrong satte 29 sekunder til
I det stjernespækkede felt måtte den amerikanske superstjperstjrne Lance Armstrong (RadioShack) tage til takke med en placering som nr. 44 slået med 29 sekunder af Cancellara.



























