To danskere er at finde i frontlinjen, når det seneste halve års mest omtalte projekt i international cykelsport, det ny luxembourgske storhold styret af duoen Brian Nygaard og Kim Andersen og med superstjernerne Andy og Fränk Schleck samt Fabian Cancellara i de sportslige hovedroller, om mindre end en måned sendes ud på de første konkurrencekilometer i jagten på at leve op til den status, som verdens førende, kollektivet fra storhertugdømmet, allerede officielt er udstyret med.
Men internt i truppen hersker der en særdeles realistisk erkendelse af, at det sandsynligvis næppe er i premiereopgaven Tour Down Under fra 18. til 23. januar med Adelaide i South Australia som det centrale punkt, mandskabet får lejlighed til at brillere.




























