For knap to uger siden kørte Rasmus Quaade, Lasse Norman Hansen, Christian Ranneries og Niki Byrgesen en fjerdeplads hjem til Danmark i 4 km holdforfølgelsesløb ved sæsonens anden World Cup på velodromen i colombianske Cali. Og frem mod OL i London vil de fire sammen med Casper Folsach være involveret i en knaldhård satsning for at løfte den tunge danske olympiske arv fra Beijing, da den rød-hvide kvartet bestående af Alex Rasmussen, Jens-Erik Madsen, Casper Jørgensen og Michael Færk Christensen erobrede sølv i den kollektive tempodisciplin. Seks deltagere i DM-kappestrid Det indebærer måneder af intens, fælles træning og konkurrence, men i aften brydes sammenholdet for en stund, når det danske mesterskab i 4 km individuelt forfølgelsesløb står på programmet i Ballerup Super Arena.
LÆS OGSÅ Hårdt slid i vente for OL-kandidater i dansk succesdisciplin
For her optræder Quaade, Norman, Ranneries og Byrgesen nemlig som rivaler i en kappestrid, der kun tæller yderligere to deltagere – Rasmus Sterobo og Casper Juel Jensen – og det vil være en kæmpemæssig overraskelse, hvis dysten om medaljerne ikke kommer til at stå mellem netop disse fire.
Quaade sejrede sidste år
Rasmus Quaade oplevede sit DM-gennembrud i seniorsammenhæng, da han sidste sæson som 19-årig strøg til tops i temporæset ved i finalen at besejre Jens-Erik Madsen.
Dansk talent jagter VM-drøm i skrapt selskab Siden har landsholdskollagen Lasse Norman imidlertid for alvor meldt sig på scenen som individuel forfølgelsesrytter. Det skete yderst markant, da den unge fynbo, som frem til årsskiftet endnu er junior, for cirka ni måneder siden slettede den 14 år gamle danske seniorrekord og erobrede en ottendeplads ved elitens VM i Ballerup. Travlt program for 18-årig favorit Da Rasmus Quaade blev dansk mester noteredes han i den indledende tidskørsel for 4.33.254, mens Lasse Norman ved VM nåede helt ned på 4.22.239, hvilket var lidt over to sekunder under den hidtidige rekord, som Michael Sandstød satte ved verdensmesterskaberne i Manchester i 1996. Siden bedriften i Ballerup har 18-årige Lasse Norman også hentet guld ved juniorverdensmesterskaberne i Italien, og disse præstationer gør ham uundgåeligt til favorit i aften.



























