Med Lars Bak (HTC-Highroad) som en af hovedpersonerne i den afgørende fase af Kuurne-Bruxelles-Kuurne udviklede også det anden arrangement i cykelsportens nordeuropæiske sæsonåbning sig til en begivenhedsrig affære. Dog må den 31-årige dansker slutte sig til den skare af deltagere, som nok markerede sig stærkt undervejs, men som ingen indflydelse fik på kampen om topplaceringerne. Fint forarbejde gav australsk sejr Den udspillede sig nemlig nogenlunde som ventet mellem de skrappeste sprintere, og her var australieren Chris Sutton (Sky) efter fremragende forarbejde af spanieren Juan Antonio Flecha og nordmanden Edvald Boasson Hagen den hurtigste, mens hviderusseren Yaheni Hutarovitj (FDJ) og sidste sæsons mest vindende rytter tyskeren André Greipel (Omega Pharma-Lotto) måtte nøjes med at være tættest på.
LÆS ARTIKEL Sviende økonomisk lussing efter fornem sejr
Inden der kom samling over tropperne, havde Lars Bak forsøgt sig med et solofremstød, da der manglede 31 km. Han fik hurtigt hul til feltet, men samtidig stod det også klart, at han havde sat sig selv på en yderst krævende opgave.
Fik følgeskab af tre andre
Efter 14 km alene i front kiggede Bak sig over skulderen, øjnede en forfølgertrio, tog en slurk af drikkedunken og trådte så ellers med, da han blev hentet af franskmændene Jimmy Engoulvent (Saur Sojasun) – for nylig prologvinder i Ruta del Sol – og Sébastien Hinault (Ag2r) samt italieneren Alessandro Proni (Acqua & Sapone).
De fire fightede forrygende, men satsningen lykkedes ikke, og med seks km tilbage var de hentet. Engoulvent havde dog overskud til at gå med, da den belgiske stjerne Tom Boonen (Quick Step) straks stak kontra, men to km fra mål var også det forsøg tilintetgjort af holdene med de skrappe sprintere.
Stoppede ikke for rødt ved jernbaneoverskæring
Inden finalen udspilledes et dramatisk indslag i løbet, da fire udbrydere, litaueren Ramunas Navardauskas (Garmin-Cervélo), franskmanden Arnaud Coyot (Saur-Sojasun), hollænderen Arnoaud van Groen (Verandas Williams) og belgieren Edwig Cammaerts (Landbouwkredit), begik en kæmpemæssig brøler.
Da de havde tilbagelagt 60 km, havde de oparbejdet et forspring på cirka syv minutter, og selv om de ikke tillagdes store chancer for at holde hjem, var de til de respektive sponsorers store tilfredshed på sikker kurs mod en anselig gang tv-reklame.
Blev pillet ud med det samme
De nåede imidlertid aldrig at komme på skærmen, for ved en jernbaneoverskæring valgte de at trodse det rødt blinkende advarselssignal, selv om det er noget nær børnelærdom i cykelsporten, at det under alle omstændigheder skal respekteres.
Kommissæren, der fulgte efter de fire, var da heller ikke længe om at skride ind. De blev prompte pillet ud af løbet, og dermed var der stort set tale om at begynde forfra.
Den 20-årige Andy Fenn (AnPost), der også havde været i offensiven, men var tæt på at blive hentet, befandt sig pludselig alene i front. Og da han kort efter fik følgeskab af belgieren Sander Armee (Topsport Vlaanderen) og franskmanden Mathieu Ladagnous (FDJ) var et nyt fremstød etableret.
Ni mand forsøgte sig i front
Fenn formåede dog ikke at holde de to ledsageres tempo, og de fik i stedet følgeskab af belgierne Jurgen Roelandts (Omega Pharma-Lotto) og Maxime Vantomme (Katusha), usbekeren Sergej Lagutin (Vacansoleil), slovakken Martin Velits (HTC-Highroad), franskmændene Thomas Voeckler (Europcar) og Sébestien Minard (Ag2r) samt australieren Matthew Hayman (Sky).
Det udbrud neutraliseredes 35 km fra mål, efter at specielt Rabobank, Quick Step og Leopard-Trek havde skruet tempoet voldsomt i vejret bagude, og derpå fulgte så Lars Baks dristige eventyr. Længe inden da havde gårsdagens sejrherre hollænderen Sebastian Langeveld (Rabobank) valgt at stå af.




























