Efter fire etaper, hvor favoritterne til den samlede triumf i Paris-Nice har holdt sig trygt gemt i det store hovedfelt, er tiden kommet til at satse på morgendagens 193 kilometer fra Saint Symphonien sur Caoise til Vernboux en Vivarais. »Jeg tror, det bliver en meget spændende etape, og der er ingen tvivl om, at det sidste bjerg, som rytterne skal op over, er det hårdeste i hele løbet«, lyder vurderingen fra Team Leopard-Treks sportschef Kim Andersen.
»Det betyder, at der givetvis kan forventes angreb og ikke mindst fra dem, som ved, at deres chancer måske ikke er så gode på fredagens 27 km lange enkeltstart«. Syv bjergspurter på programmet »Det gælder således for vores Fränk Schleck, men vi har også stærke kort at spille ud i Maxime Monfort og Linus Gerdemann, som sædvanligvis er bedre temporyttere end Fränk«. Stigningen, Kim Andersen hentyder til, er Col de la Mûre, der er den sidste af i alt syv bjergspurter på etapen. Selve klatreturen er otte km lang, og fra toppen er der ni kilometer til mål. Fuglsang kom stærkt igen Kim Andersen sendte i øvrigt sine folk i front i den afsluttende fase af dagens 191 km lange etape fra Crêches sur Saône til Belleville for at deltage i jagten på fem udbrydere. Også andre mandskaber deltog i forfølgelsen, men lige lidt hjalp det. »Forspringet var lige lov stort. Derfor blandede vi os. Det var dejligt at se, at Jakob Fuglsang var i stand til at tage nogle ordentlige føringer på det tidspunkt. Han havde ellers været blokeret i starten af etapen, men forhåbentlig har han nu overstået krisen«, fortæller Kim Andersen.




























