Fredelig dag endte i vildt drama efter kæmpebrøler

Lyt til artiklen

Alt syntes at gå fuldstændig efter planen, da den tredobbelte spanske eksverdensmester Oscar Freire jublende susede over målstregen i Zalla som vinder af 5. etape i Baskerlandet Rundt. Forleden havde det hollandske Rabobank-mandskabs spurtkanon forpasset chancen, da der egentlig også var lagt op til en sprinterfinale på 3. etape til Zuia-Murgia. Den drejebog spoleredes imidlertid af den kasakhiske veteran Alexandre Vinokourov (Astana), der overrumplede samtlige rivaler med et solofremstød på de sidste kilometer, så Freire måtte tage til takke med andenpladsen ved at forfølgergruppens spurt. Luis Leon Sanchez var synderen I dag sørgede Rabobank imidlertid for at kontrollere begivenhederne og Oscar Freire for at stille sine evner som afslutter maksimalt til skue. Alligevel gik det galt, og det skyldes en kæmpebommert af landsmanden og holdkammeraten Luis León Sanchez. Denne kørte spurten for Freire, men var meget tæt på at lukke ham inde ved barrieren, sandsynligvis fordi han troede det var en konkurrent, der var på vej frem. Ingen nåde hos juryen Da Sanchez opdagede sin fejltagelse, åbnede han naturligvis for Freire, men samtidig begik han den dumhed at give holdkammeraten et dask på skulderen – nærmest som om han ville sige undskyld for sin uopmærksomhed. Juryen tolkede imidlertid denne handling anderledes, og opfattede det tilsyneladende som om Sanchez havde givet Freire et hjælpende skub. Det forekom ret indlysende, at Freire ikke drog nogen fordel af berøringen fra Sanchez, men for jurymedlemmerne var det tilstrækkeligt, at der havde været en fysisk kontakt mellem de to. Det betød, at Oscar Freire blev frataget sejren, og han og Sanchez blev på resultatlisten sendt ned som de to sidste blandt de 48 ryttere, der kom til mål i første gruppe. Freire oprørt over afgørelsen I stedet blev italieneren Francesco Gavazzi (Lampre), der slet ikke var involveret i bataljerne, fordi han spurtede i den modsatte side af vejen, udråbt som vinder. Dermed sluttede det, der ellers tegnede til at skulle blive den hidtil mest fredelige dag i Baskerlandet Rundt i vildt drama, for juryens aktion faldt naturligvis ikke i god jord hos Oscar Freire. »Jeg synes, det er dybt uretfærdigt, at behandle mig på denne måde, og jeg er meget overrasket over afgørelsen«, siger Oscar Freire. »De sidste 200 meter viste jeg, at jeg var klart den stærkeste. Det er rigtigt, at Luis Leon Sanchez rørte ved mig, men umiddelbart inden havde han været lige ved at lukke mig inde. Jeg fik absolut ingen fordel af den episode, og der var slet ikke tale om at jeg fik mere fart på cyklen«. Staus quo i den samlede stilling Etapen medførte ingen forskydninger i det samlede klassement, hvor spanieren Joaquin Rodriguez (Katusha) fører foran tyskeren Andreas Klöden (RadioShack) og landsmanden Samuel Sanchez (Euskaltel). Alle tre har nøjagtig samme tid, mens sidste års vinder Chris Horner (RadioShack) på fjerdepladsen er et enkelt sekund efter. Chris Anker Sørensen (Saxo Bank-SunGard) er ligeledes stadig nr. 14 med et minus på 1.26 minut, ligesom Andy og Fränk Schleck (Leopard-Trek) holder positionerne som nr. 11 og 16 henholdsvis 18 sekunder og 1.36 minut bagud. Men på morgendagens afsluttende 24 km enkeltstart bliver der givetvis vendt op og ned på situationen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her