I går Milano, i morgen Paris – chefen for Saxo Bank-SunGard Bjarne Riis har sammen med sin spanske superstjerne Alberto Contador travlt i disse dage med deltagelse i præsentationerne af to af de mest betydningsfulde opgaver på cykelsportens internationale scene næste år.
I den norditalienske millionby var det danske mandskabs kaptajn som den seneste vinder af Giro d’Italia den ubetingede hovedperson, da detaljerne i ruten for den kommende 95. udgave afsløredes – også selv om spanieren længst har tilkendegivet, at han ikke agter at forsvare sin triumf i den tre uger lange udfordring, som starter 5. maj i Herning og slutter 27. maj i Milano.




























