Contador forsigtig før hårdt bjergopgør mod rivalerne

Terræn. Normalt kan kun de færrest følge med Contador på de stejle stigninger.
Terræn. Normalt kan kun de færrest følge med Contador på de stejle stigninger.
Lyt til artiklen

Efter to etaper, der først og fremmest har appelleret til sprinterne, og som har set den tidligere italienske U23 verdensmester Francesco Chicchi (Omega Pharma-Quick Step) triumfere på begge, byder dagens 168,2 km lange styrkeprøve i Tour de San Luis på en skrap udfordring i bjergene med mål i 1.270 meters højde. Det indebærer, at de store internationale etapeløbsstjerner i det argentinske arrangement som eksempelvis Team Saxo Banks spanske kaptajn Alberto Contador, italieneren Vincenzo Nibali (Liquigas) og amerikaneren Levi Leipheimer (Omega Pharma-Quick Step) kastes ud i sæsons første klatretest, og selv om deres overordnede prioriteter dukker op senere på året, er det højst interessant at følge, hvordan de klarer sig på de sydamerikanske stigninger. Konkurrenterne er længere fremme Alberto Contador, der uden sammenligning er begivenhedens mest feterede personlighed, prøver at underspille sin rolle en anelse inden dagens opgave, samtidig med at han dog overfor hjemlandets medier erkender, at han er spændt på, hvordan den forløber. »Etapen byder på gode muligheder for at bedømme min aktuelle form«, siger Alberto Contador således til biciciclismo.com. »Jeg har ikke trænet så hårdt i denne vinter, fordi alt er koncentreret omkring Tour de France. Derfor regner jeg også med, at flere af mine konkurrenter er længere fremme end mig rent formmæssigt på dette tidspunkt, så jeg har svært ved at vurdere, hvad jeg kan forvente mig, men det er klart, at jeg vil yde mit bedste«. Feltet skal op i 2.084 meters højde Den 29-årige spanier er kendt for kun meget sjældent at stille til start uden at jagte sejren, og Contador har da også bestræbt sig på, at sidde med blandt de forreste på de to hidtidige etaper i Argentina, men i dag er der tale om en kappestrid af en ganske anden karakter. Straks fra starten i Estancia Grande går det opad, og løbets højeste punkt, Nogoli, 2.084 meter over havets overflade passeres efter 60 km. Derefter går det i susende fart ned, og ruten er ret flad indtil finalen. Den udspilles på den 4,8 km lange færd med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,7 op mod målet i Mirador del Potero, og her vil der givetvis finde en kraftig udskilning sted. Saxo Bank rytter har vundet på bjerget Mirador del Potero indgår som en fast bestanddel af Tour de San Luis, og sidste år sejrede den colombianske klatrer José Serpa (Androni Giocattoli). At bjerget også kan angribes utraditionelt, sås i 2009, da den nuværende Saxo Bank rytter Lucas Sebastian Haedo, mens han repræsenterede det amerikanske Colavita mandskab, kæmpede sig først over stregen efter et langt udbrud. To holdkammerater i fælles jubel Efter den overraskende splittelse på førstedagen af Tour de San Luis ændrede den 145 km lange 2. etape fra Fraga til Juana Koslay intet væsentligt på den samlede stilling. 155 af de 170 tilbageværende ryttere kom samlet til mål, og de to holdkammerater fra Omega Pharma-Quick Step, Francesco Chicchi og den belgiske eksverdensmester Tom Boonen, kørte næsten side om side over stregen begge med armene strakt jublende i vejret. Mistede kontakten med Boonen »Det var meningen, at jeg skulle have kørt spurten for Boonen, men da jeg kort før mål kiggede mig tilbage, kunne jeg ikke se ham, så derfor fortsatte jeg min egen satsning«, forklarer Francesco Chicchi. Den version bekræfter belgieren. »Jeg mistede nogle positioner, fordi jeg var ved at kollidere med en anden rytter. Men jeg nåede op på siden af Chicchi igen, og da vi passerede stregen, vidste ingen af os vist, hvem der havde vundet., konstaterer Boonen. »Det er sådan set også ligegyldigt. Det vigtigste er, at holdet har fået en flyvende start her i Argentina«. Chicchi fører sammenlagt Inden den forestående etape fører Chicchi med 14 sekunder foran Juan José Haedo (Saxo Bank) og med 16 ned til amerikaneren Jaco Keough (UnitedHealthcare), der blev nr. 3 efter Chicchi og Boonen. Juan José Haedo, som kun blev slået med få centimeter på 1. etape, måtte i den anden massespurt tage til takke med 19. pladsen, mens lillebror Lucas Sebastian blev nr. 6. Udsigt til avancement for Michael Rasmussen I klassementet er Contador, Nibali, Leipheimer, Serpa og Christina Watches-Onfones tysker Stefan Schumacher blandt de 28 ryttere, der fra nr. 6 og nedefter har et minus på 20 sekunder. Michael Rasmussen, der ligesom løbets øvrige danskere var med hovedfeltet hjem, slæber rundt på sit handikap fra førstedagen og er 2.29 minutter bagud, men den tidligere danske Tour de France-hovedperson hører til dem, der må formodes at avancere markant efter mødet med bjergene. FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her