Egoistisk himmelstormer banket på plads af sit hold

HJÆLPERYTTER. Peter Sagan tog en sjælden tørn for sin kaptajn Vincenzo Nibali.
HJÆLPERYTTER. Peter Sagan tog en sjælden tørn for sin kaptajn Vincenzo Nibali.
Lyt til artiklen

Med en eksplosiv finish en kilometer fra mål sikrede den 31-årige spanier Joaquim Rodriguez (Katusha) sig en flot sejr på den 181 km lange 6. og næstsidste etape i Tirreno-Adriatico med start og mål i Offida. Rodriguez overrumplede de øvrige i den førergruppe på godt en halv snes ryttere, der havde skilt sig ud i finalen, og han holdt lige netop hjem til stregen foran gårsdagens italienske sejrherre Vincenzo Nibali (Liquigas) og dennes landsmand Danilo Di Luca (Acqua & Sapone), der ligesom de følgende otte, anført af den amerikanske indehaver af førertrøjen Chris Horner (RadioShack-Nissan), fik noteret samme tid som spanieren. Kunne ikke hindre Nibalis fremstød Ankerkendelsen af Rodriguez’ fremragende indsats, kan dog ikke skjule, at det var opgøret mellem de tre bedst placerede i det samlede klassement, Horner, tjekken Roman Kreuziger (Astana) og Nibali, der tiltrak sig den overordnede interesse. På de afsluttende kilometer frem mod mål kontrollerede den 40-årige Horner endnu engang på bemærkelsesværdig vis begivenhederne, men han kunne ikke hindre Nibali i at forcere på de sidste meter frem mod stregen. Lagt op til uhyre spændende finale Dette ultimative fremstød indbragte italieneren andenpladsen og seks bonussekunder, mens der ingen tidsgodtgørelse var til Horner. Dermed er Nibali inden morgendagens 9,3 km lange enkeltstart, som afgør løbet, seks sekunder efter amerikaneren, mens Kreuziger på andenpladsen fortsat har et minus på fem, så der er lagt op til en uhyre spændende afslutning. Tilsidesatte alle egne chancer Når Nibali kunne kæmpe sig frem til andenpladsen på etapen, skyldtes det ikke mindst en forbilledlig indsats af hans slovakiske holdkammerat Peter Sagan. Noget kunne tyde på, at den 22-årige himmelstormer er blevet banket godt og grundigt på plads, efter at han i søndags på etapen til Chieti kørte på en helt anderledes egoistisk facon. Ved den lejlighed hjemførte Sagan nok en imponerende etapegevinst, men han arbejdede ikke just for sin holdkaptajn Nibali, der kunne have haft god brug for de bonussekunder, som slovakken snuppede. I dag sås ikke antydningen af jagt på personlig succes. Tværtimod tilsidesatte Sagan alle egne chancer ved at sætte et højt tempo i front for førergruppen i den afsluttende fase, og selv om det ikke rakte til at hente Rodriguez, banede det vejen for Nibalis erobring af værdifulde sekunder. Noteret for syv sejre sidste år For Joaquim Rodriguez var det den første sejr, siden han 27. august sidste år slog til på 8. etape i Vuelta a Espana – en bedrift, som også indbragte ham løbets førertrøje, der dog gik tabt dagen efter, og spanieren havnede på en skuffende 19. plads i Vueltaen. Generelt kan Rodriguez ellers se tilbage på et udbytterigt 2011, hvor han kørte i alt syv sejre i hus og sluttede som nr. 3 på verdensranglisten efter belgieren Philippe Gilbert og australieren Cadel Evans. Rodriguez blev nr. 5 i Giro d’Italia, vandt Burgos Rundt plus en etape, to etaper i Critérium du Dauphiné, to i Vueltaen og en enkelt i Baskerlandet Rundt, som han førte indtil sidste dags enkeltstart. Spanieren er at finde som nr. 7 i Tirreno-Adriatico med et minus på ét minut, men han risikerer at sakke agterud på enkeltstarten. Nicki Sørensen er Saxo Banks bedste Den 22-årige polak Rafal Majka, der var uheldig at styrte i går, havde tilsyneladende ikke lidt overlast ved uheldet. I hvert fald kom han i mål som Team Saxo Banks bedste på 30. pladsen med et minus på 20 sekunder i samme gruppe som sin portugisiske holdkammerat Sergio Paulinho. Nicki Sørensen satte 32 sekunder til som nr. 42, og den danske mester er stadig Team Saxo Banks højst placerede sammenlagt på 24. pladsen 6.50 minutter efter Horner. Selv om Bjarne Riis’ tropper ikke har markeret sig i front på etaperne, har de leveret en homogen indsats på et acceptabel niveau, hvilket fremgår af den samlede ottendeplads blandt de 22 mandskaber i holdkonkurrencen, der føres af Katusha. Syv mand i langt udbrud Dagens lange udbrud etableredes efter cirka 50 kilometer, og med fra start var colombianerne Carlos Betancur (Acqua & Sapone) og Luis Felipe Laverde (Colombia-Coldeportes), italieneren Mirko Selvaggi (Vacansoleil), franskmanden Arthur Vichot (FDJ-BigMat), costaricaneren Andrey Amador (Movistar) og dennes hviderussiske holdkammerat Branislau Samoilau samt belgieren Serge Pauwels (Omega Pharma-Quick Step). Med Samoilau som den bedst placerede på 37. pladsen 11.57 minutter efter Horner udgjorde offensiven ingen trussel mod de bedste i klassementet. Septetten fik dog ikke synderlig lang snor, og forspringet nåede maksimalt lige op på omkring fem minutter. Samoilau, Laverde og Selvaggi opgav forehavendet med knap 20 km til mål, mens de sidste af lykkeridderne blev hentet med fem km tilbage. FACEBOOKBliv venner med Politiken

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her