Hverken de seks bonussekunder, han erobrede i går eller de seks, han mistede forleden på grund af holdkammeraten Peter Sagans egoistiske kørsel kom til at betyde noget for italieneren Vincenzo Nibali (Liquigas), da det overordnede regnskab i Tirreno-Adriatico skulle gøres op. Den 27-årige pedalatlet, der længst er udskreget som den magtfulde cykelnations mest lysende etapeløbshåb i de kommende sæsoner, viste sig nemlig at være den suverænt stærkeste i den trio, som på den afsluttende 9,3 km lange enkeltstart i San Benedetto del Tronto skulle udkæmpe dysten om den endelige triumf. Sluttede 14 sekunder foran Horner Nibali gik ind til det spændende temporæs med et minus på seks sekunder til den førende amerikaner Chris Horner (RadioShack-Nissan) og et enkelt til tjekken Roman Kreuziger (Astana), men da de hektiske strabadser var overstået, var rollerne byttet fyldstændig om. Italieneren sluttede med et samlet forspring på 14 sekunder til den 40-årige veteran fra USA og 26 til Kreuziger, der ret hurtigt forsvandt ud af billedet som aspirant til den øverste plads på podiet. Mellemtid sendte klart signal Mellemtiden i duellen mellem Nibali og Horner var overraskende klart i italienerens favør, men det kunne ikke udelukkes, at amerikaneren havde disponeret sit løb på en måde, så han havde overskud til sidst. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, og mens værtsnationens helt med tiden 10.56 minutter blev nr. 9 på etapen, sluttede Horner i 11.16 som nr. 34 og Kreuziger i 11.23 som nr. 39. Sikker sejr til Cancellara Etapesejren gik nogenlunde som ventet til den firedobbelte schweiziske verdensmester i disciplinen Fabian Cancellara, og selv om det luxembourgske RadioShack-Nissan måtte se Chris Horner stødt fra den overordnede trone, leverede holdet en fornem finale. Udover gevinsten til Cancellara og Horners samlede andenplads, blev italieneren Daniele Bennati nr. 2 på enkeltstarten slået med 12 sekunder og newzealænderen Hayden Roulston 7 med et minus på 17. For Horners vedkommende må det konstateres, at indsatsen i Tirreno-Adriatico trods nederlaget i 11. time har været formidabel. Det 40-årige amerikanske fænomen kom til Italien uden at have kørt et eneste cykelløb, siden han i juli sidste år måtte udgå af Tour de France efter et styrt, som senere affødte en blodprop. I Tirreno-Adriatico har han til fulde bevist, at erfaring parret med superseriøse forberedelser kan skabe nærmest mirakuløse resultater. Vandt ikke et eneste løb sidste år Efter et 2011, hvor Vincenzo Nibali ikke vandt et eneste løb, men måtte nøjes med flere opmuntrende placeringer – nr. 3 i Giro d’Italia, 7 i Vuelta a Espana, 8 i både Milano-Sanremo og Liège-Bastogne-Liége samt 5 i Tirreno-Adriatico – er han i denne sæson allerede oppe på tre sejre. Han lagde ud med at slå til på den sværeste udfordring i Tour of Oman, og i søndags stred han sig først over stregen på kongeetapen til Prato di Tivo, hvilket har fyret op under forventninger til de kommende opgaver. To positive Saxo Bank præstationer Team Saxo Bank registreredes for to særdeles positive præstationer ved den 24-årige italiener Manuele Boaro samt den tre år ældre dansker Mads Christensen. Førstnævnte sluttede som nr. 5 i 10.52 – samme tid som også står ud for nr. 3 australieren Cameron Meyer (GreenEDGE) og dennes canadiske holdkammerat Svein Tuft, men Boaro var nogle få hundrededele af et sekund langsommere end de to rivaler. På tilsvarende vis var det også hundrededelene, der afgjorde, at Mads Christensen blev nr. 15 og ikke 13, for ligesom italieneren Stefano Garzelli (Acqua & Sapone) og belgieren Geert Steegmans (Omega Pharma-Quick Step) noteredes danskeren for 11.00 minutter.
Boaros femteplads betød, at Team Saxo Bank scorede sit første verdensranglistepoint. Alex Rasmussen hurtigt ude af billedet Alex Rasmussens (Garmin-Barracuda) drøm om at vinde enkeltstarten blev knust allerede mindre end ét minut efter, at han var kommet i mål. Den 27-årige dansker, der sendtes af sted som første deltager, noteredes for 11.05 minutter, men Svein Tuft, som startede umiddelbart efter, nåede ned på 10.52 minutter. Samme facit noteredes Manuele Boaro for knap et kvarter senere, og dermed stod det klart, at Alex Rasmussen ville være langt fra at få indfriet forventningerne. Han sluttede som nr. 21.



























