Italieneren Manuele Boaro er stadig tæt på at blive manden, der sikrer sæsonens tredje sejr til Team Saxo Bank, men inden morgendagens afsluttende etape i Circuit Sarthe mangler han endnu otte sekunder i at fortrænge den australske U23 verdensmester Luke Durbridge (GreenEDGE) fra den samlede førsteplads. En overgang så det ellers ud til, at det skulle lykkes på dagens 181,1 km fra Angers til Pré en Pail, da Boaro kom med i et lovende udbrud, mens den 21-årige australske debutant blev fanget bagude. Fik god assistance Durbridge har kun to holdkammerater tilbage i løbet, men med god assistance fra FDJ-BigMat, der tilsyneladende håbede på, at Pierrick Fedrigo kunne drage nytte af anstrengelserne, blev hullet lukket.
Læs også Riis har en ny tempokanon på vej
Det betød, at etapen mundede ud i en spurt med cirka 35 ryttere, og her viste spanieren Francisco Ventoso (Movistar) sig som den hurtigste foran franskmændene Julien El Fares (Team Typ1 1) og Samuel Dumoulin (Cofidis).
Rivalerne fulgtes ad
Durbridge krydsede stregen som nr. 14 lige efter portugiseren Nelson Oliveira (RadioShack-Nissan), der også er med i den samlede topstrid på tredjepladsen i samme tid som Manuele Boaro, der sad direkte på hjul på australieren.
For Ventoso, der avancerede til sjettepladsen 14 sekunder efter Durbridge var det sæsonens første sejr efter et vellykket 2011, da han vendte hjem til Spanien efter nogle sæsoner på mindre italienske hold og noteredes for fem gevinster med en etapetriumf i Giro d’Italia som højdepunktet.




























