Chris Anker snydt for belønning på kaotisk kongeetape

Uretfærdigt. Chris Anker Sørensen kom i mål som nummer fem, men blev alligevel noteret for samme tid som alle andre ryttere, der fuldførte dagens etape.
Uretfærdigt. Chris Anker Sørensen kom i mål som nummer fem, men blev alligevel noteret for samme tid som alle andre ryttere, der fuldførte dagens etape.
Lyt til artiklen

Under kaotiske vejrforhold med så voldsomt snefald i målområdet på Port Ainé i 1.947 meters højde, at arrangørerne blev tvunget til en drastisk afkortning af ruten, sluttede kongeetapen i Volta a Catalunya i dag med Team Saxo Banks danske klatrer Chris Anker Sørensen i en af hovedrollerne. Ikke alene var det umuligt at bestige Port Ainé – det kunne heller ikke lade sig gøre at nå toppen af Port del Cantó, der skulle have udgjort den næstsidste voldsomme udfordring på denne 3. etape, der oprindelig var fastsat til at strække sig over 211 km. Distancen reduceredes med 56 km I stedet besluttedes det, at etapen skulle slutte på vej op ad Port del Cantó – sammen med Port Ainé de to eneste bjerge udenfor kategorierne i sæsonens femte WorldTour-løb. Det betød, at den samlede distance blev reduceret med 56 km til 155 km, og først over den imaginære målstreg, der markeredes ved, at nogle officials havde taget opstilling i vejkanten, var sloveneren Janez Brajkovic (Astana) foran polakken Michal Golas (Omega Pharma-Quick Step) og italieneren Matteo Carrara (Vacansoleil), mens Chris Anker Sørensen noteredes som nr. 5.

Melding om ændret rute kom med kort varsel
Meldingen om ændringen af afviklingen blev først givet over radioen, da der var tilbagelagt 145 km og altså resterede 10, og det siger sig selv, at det medførte et fuldstændig forvansket forløb af etapen.

Chris Anker og Co. var af sted i et langt udbrud, der på det tidspunkt endnu havde et forspring på cirka 10 minutter.

De meget utraditionelle omstændigheder indebar imidlertid, at juryen ikke umiddelbart kunne tage stilling til, om de tidsforskelle, der noteredes ved den improviserede målpassage, skulle tælle med i den samlede stilling.

Svineri overfor rytterne
Først efter mere end en time meddeltes det, at samtlige fuldførende ville få noteret samme tid, og at schweizeren Michael Albasini (GreenEDGE) i morgen fortsætter i førertrøjen, selv om han satte anseligt til i dag.

Dermed fik hverken danskeren eller hans ledsagere den fortjente belønning for deres slid under de nærmest umenneskelige forhold med bidende kulde og øsende regn i form af anseligt avancement i klassementet.

Det vakte naturligt nok voldsom harme også på Team Saxo Bank.

»Det kan de da simpelthen ikke gøre. Det er noget frygteligt svineri overfor rytterne«, siger det danske mandskabs sportsdirektør Dan Frost.

Agter at protestere
»Jeg agter at protestere så kraftigt, det overhovedet kan lade sig gøre, men om det nytter noget, aner jeg ikke«.

»Det er fuldstændig urimeligt, at Chris og de andre, der rystende af kulde har kæmpet sig vej frem til at flot resultat uden videre skal se, at alle deres anstrengelser har været til ingen nytte«.

»Det eneste positive ved det her er, at Chris virkelig fik vist, at han er på rette vej, men lige nu er jeg bare så vred over den måde, juyren har handlet på«.

Formidabel indsats af Chris Anker
Under alle omstændigheder leverede Chris Anker Sørensen en formidabel indsats – specielt med tanke på, at han ikke formåede at sidde med hjem i første gruppe i går.

Den 27-årige dansker stak sammen med schweizeren Johan Tschopp (BMC) på vej op mod toppen af dagens første bjerg, Alt de Coubet, og Chris Anker var først over stregen i bjergspurten.

På nedkørslen fik han og Tschopp selskab af Janez Brajkovic. Senere nåede hollænderen Steven Kruijswijk (Rabobank), amerikaneren Christian Vande Velde (Garmin-Barracuda), russeren Petr Ignatenko (Katusha) og Michal Golas ligeledes op.

De fire sidste, der fik tilslutning, var Mikael Cherel, russeren Timofey Kritskiy (Katusha), østrigeren Thomas Rohregger (RadioShack-Nissan) og italienren Matteo Carrara (Vacansoleil).

Stort mandefald

Der blev fra start kørt under ekstreme vejrmæssige betingelser, og det medførte da også et omfattende mandefald.

Blandt de mange udgåede var RadioShack-Nissan trioen, luxembourgeren Andy Schleck, portugiseren Tiago Machado og belgieren Ben Hermans, colombianeren Rigoberto Uran og hviderusseren Kanstantin Sivtsov (Sky), amerikaneren Tejay Van Garderen (BMC) og Team Saxo Banks polske bjergrytter Rafal Majka.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her