Da verdensmesterskaberne i landevejscykling sidste år afvikledes i København og Rudersdal, var Danmark som vært garanteret seks startpladser i hovedbegivenheden, elitens opgør om medaljerne i det linjeløb, som mundede ud i, at briten Mark Cavendish kunne strække armene jublende i vejret på toppen af Geels Bakke.
Læs også Cavendish snupper VM-titlen i massespurt
I denne sæson er de rød-hvide pedalatleter tilbage i den barske VM-virkelighed, hvor det handler om at skrabe tilstrækkeligt mange ranglistepoint sammen for at sikre sig så stort et antal billetter, når det i slutningen af september atter gælder dysten om den ultimative globale hæder på landevejene i det sydøstlige Holland.
De 10 bedste kan stille med op til ni deltagere
Og med mindre, der indenfor det næste par måneder sker en markant forbedring af positionen i hierarkiet, ender det med, at Danmarks Cykle Unions sportschef Lars Bonde kun kan tage tre ryttere med til den kappestrid, som samler den maksimale opmærksomhed på VM-programmet.
De 10 bedste nationer på WorldTour ranglisten har mulighed for at sende op til ni deltagere, men som tilfældet har været i de foregående sæsoner, er Danmark fjernt fra at komme ind i billedet i denne sammenhæng. Tre danskere har scoret WorldTour point Kun tre danske pedalatleter har scoret point, Matti Breschel (Rabobank) 60, Lars Bak (Lotto-Belisol) 16 og Alex Rasmussen (Garmin-Barracuda) 6, og dette facit på 82 rækker kun til en aktuel 20. plads, mens Canada takket være Ryder Hesjedals Giro d’Italia triumf ligger som nr. 10 med 198.




























