Grimassen var vanskelig at få til at passe i den danske lejr, efter at også den anden af de konkurrencer ved verdensmesterskaberne i Holland, som var forudbestemt til at indbringe en rød-hvid medalje på landevejene i Limburg provinsen, sluttede uden udbytte i form af metal. Men samtidig med, at det måtte konstateres, at der i U23 rytternes enkeltstart ganske som i juniorernes tempokappestrid i formiddags kun var to sekunder til en podieplads, omfatter positivsiden det faktum, at Lasse Norman (Blue Water Cycling), Rasmus Quaade (Blue Water Cycling) og Rasmus Sterobo (Glud & Marstrand-LRØ) sluttede som henholdsvis nr. 4, 5 og 7 blandt de 68 deltagere. Svært at være pessimistisk selv uden medalje »Hvis der havde eksisteret en holdkonkurrence, havde vi vundet den«, fastslog Danmarks Cykle Unions direktør Jesper Worre lidt galgenhumoristisk, og den bemærkning fortæller rammende om et generelt særdeles højt niveau, men dækker også over den kendsgerning, at den/de medalje(r), der var den helt klare målsætning for denne dag, altså udeblev. »Vi skulle have haft folk på podiet i dag, så på den måde er der da tale om en skuffelse. Men det er svært at se pessimistisk på situationen, når fem af de seks deltagere, vi havde i aktion, slutter i top 10 og den sjette bliver nr. 18«, siger DCU’s talentchef Morten Bennekou. Som sølvvinder fra sidste års U23 VM på hjemmebane var forventningerne store ikke mindst til Rasmus Quaade, men efter at have kæmpet sig i mål som nr. 5 slået med 1.02 minut af russeren Anton Vorobyev, var det en rimelige afklaret 22-årige dansker, der gjorde status over indsatsen. Kom for at vinde »Jeg kom for at vinde. Det er jo eliteidræt, jeg beskæftiger mig med, og jeg er da skuffet over, at det endte med en femteplads«, fastslår Rasmus Quaade. »Men det er kun selve placeringen, jeg kan være utilfreds med. Jeg synes, jeg kørte så godt, som jeg nu kunne, så på det punkt har jeg ingen negative følelser. Jeg pressede mig selv maksimalt, og må bare se i øjnene, at der i dag var andre, som var bedre end mig«. »Da jeg forrige søndag blev nr. 3 på en enkeltstart i Frankrig, syntes jeg, at jeg kørte dårligt. Sådan har jeg det ikke i dag, og jeg blev da heller ikke slået med så meget af sølvvinderen Rohan Dennis som i Frankrig. Og jeg var hurtigere end russeren Sergey Chernetski, som også sluttede foran mig ved den lejlighed«. Russer var fuldstændig suveræn Den 21-årige russer – han fylder 22 i oktober og er derfor også færdig som U23 rytter med denne sæson udgang – Anton Vorobyev var fuldstændig suveræn i dagens temporidt. Han førte ved samtlige mellemtider, og i mål var han 44 sek. hurtigere end australieren Rohan Dennis, mens dennes landsmand Damien Howson var 51 sek. efter på bronzepladsen. Vorobyev sluttede sidste år i Qaades succesrige sølvopvisning på hjemmebane som nr. 4, men russeren har indenfor den seneste måned igen optrådt på de danske landeveje, uden at måske ret mange erindrer det. Guldvinder var med i Post Danmark Rundt Vorobyev kørte nemlig på prøve hos det russiske WorldTour mandskab Katusha i Post Danmark Rundt, og med guldmedaljen i hus er han klar til at tage fat på den professionelle karriere. På enkeltstarten i det danske etapeløb sluttede Vorobyev på ottendepladsen nogle få hundrededele af et sekund efter Rasmus Quaade, der blev nr. 6. To danskere i det varme sæde Foruden Lasse Norman fik også den 21-årige Rasmus Sterobo fornøjelsen af at opholde sig i længere tid i det varme sæde som en af konkurrencens topplacerede, og syvendepladsen 1.25 min. efter Vorobyev var en af dagens store danske opmuntringer. »Det var en fantastisk oplevelse at være med, og jeg synes, det gik over alt forventning. Jeg havde bestemt ikke regnet med at kunne slutte på en syvendeplads i det selskab. Det giver virkelig mod på fortsættelsen«, fortæller Rasmus Sterobo. Efternavn med stærk fodboldklang Efternavnet Sterobo siger måske ældre fodboldentusiaster en hel del. For nogle årtier tilbage udmærkede Finn Sterobo sig som en af nationens bedste målmænd i en lang karriere for OB, og han nåede også to kampe på landsholdet. »Det er min farfar, og han går vildt meget op i, hvad jeg laver som cykelrytter«, siger Rasmus Sterobo med et smil.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
Sofie Gråbøl: »Jeg kommer aldrig til at opleve det igen«
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
-
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
-
Forskere om farlig hantavirus variant: »Det er meget usædvanligt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























