I forbindelse med australieren Michael Rogers’ skifte fra Team Sky til Team Saxo-Tinkoff har der i internationale cykelsportskredse verseret rygter om, at den tidligere tredobbelte verdensmester i enkeltstart ganske enkelt er tvunget væk fra det britiske mandskab på grund af dettes strikse nultolerance i dopingspørgsmål. Men i en officiel erklæring på sin hjemmeside renser Sky nu den 32-årige Rogers for enhver mistanke i denne sammenhæng. Takker Rogers for et godt stykke arbejde »Michael blev ligesom alle andre udspurgt om sin fortid på en træningslejr i oktober, og der fremkom hverken en tilståelse eller afsløring, som nødvendiggjorde, at han måtte forlade holdet«, hedder det i udtalelsen fra Sky. »Han har truffet beslutning om at skifte til et nyt hold med en ny udfordring efter de to år hos os, hvor der ikke har hersket nogen tvivl om hans engagement og succes«. »Vi takker Michael for hans arbejde for Team Sky og ønsker ham held og lykke med det næste afsnit i sin karriere«. Ingen må have været i konflikt med antidopingreglementet Tidligere har Team Skys kompromisløse holdning kostet eksempelvis de to forhenværende topryttere amerikaneren Bobby Julich og hollænderen Steven De Jongh, der fungerede som henholdsvis træner og sportsdirektør, jobbet. De erkendte begge under de ovennævnte samtaler i oktober, at de har gjort sig skyldig i doping tidligt i karrieren, og dermed er de udelukket fra at arbejde for Sky.
LÆS OGSÅ Riis sikrer sig en af Tourens stærke profiler
Holdets linje er, at ingen i staben, uanset om de er ryttere eller varetager andre funktioner, på noget tidspunkt må have været i konflikt med antidopingreglementet.
Arbejdede sammen med Ferrari
Michael Rogers, der må betragtes som en stærk, ny trumf for Bjarne Riis’ kollektiv efter at have indgået en toårig aftelae med Team Saxo-Tinkoff, kom i søgelyset tidligere i år, fordi han i 2005 og 2006 har arbejdet sammen med den livstidsudelukkede italienske læge Michele Ferrari.
Australieren er ligeledes nævnt som deltager i adskillige træningslejre med andre Ferrari klienter i den nu dopingdømte Levi Leipheimers forklaring til den amerikanske antidopingorganisation, Usada.
Sky slår imidlertid fast, at ingen af disse kendsgerninger har belastet Rogers i en grad, som gjorde, at samarbejdet ikke kunne have fortsat.




























