Da Omega Pharma-Quick Step sidste sæson indskrev sig i cykelhistorien som vinder af den første VM-titel i holdkørsel for firmamandskaber, ydede belgieren Kristoff Vandewalle sit væsentlige bidrag til triumfen. Alligevel måtte han affinde sig med at fremstå som den forholdsvis ukendte verdensmester i selskab med sine fem væsentligt mere etablerede holdkammerater Tony Martin, Tom Boonen, Sylvain Chavanel, Niki Terpstra og Peter Velits, da truppen tronede på podiet efter at have besejret BMC med tre sekunder. Blot den tredje sejr i karrieren For Kristoff Vandewalle, der kom til Quick Step i 2011 efter tre sæsoner hos Topsport Vlaanderen, havde ikke i tilnærmelsesvis samme grad som de fem andre høstet personlig succes inden den globale, kollektive gevinst i Valkenburg, selv om han godt en måned før på overbevisende manér havde erobret guld ved det nationale mesterskab i enkeltstart. I dag sikrede den 27-årige belgier sig imidlertid en markant individuel sejr – karrierens blot tredje, efter at han i 2010 vandt Grand Prix Gippingen – da han klart satte samtlige 189 rivaler til vægs på den syv kilometer lange prolog i Driedaagse van West-Vlaanderen. Syv sekunder hurtigere end nr. 2 På den flade rute i Middelkerke var Vandewalle syv sekunder hurtigere end portugiseren Tiago Machado (RadioShack), og på den korte distance var det en betragtelig afstand, hvilket da også understreges af, at tidsforskellen mellem de øvrige var helt anderledes beskeden. Temporidtet bød i øvrigt på en helt usædvanlig styrkedemonstration af Omega Pharma-Quick Step, idet alle holdets otte aktører sluttede blandt de 17 bedste, og det vidner unægtelig om, at rytterne er perfekt forberedt til opgaven. Således blev belgieren Gert Steegmans og hollænderen Niki Terpstra henholdsvis nr. 3 og 5 begge slået med ni sekunder af Vandewalle, den britiske eksverdensmester Mark Cavendish noteredes som nr. 8 med et minus på 12 sekunder, tjekken Frantisek Rabon blev nr. 10 slået med 15 sekunder, mens belgierne Dries Devenyns, sidste års samlede vinder Julien Vermote og Iljo Keisse sluttede som nr. 14, 16 og 17 henholdsvis 19, 20 og 21 sekunder efter. Cavendish har spændende muligheder Det synes at give det belgiske storhold optimale muligheder i fortsættelsen, og det er nok være at lægge mærke til, at Mark Cavendish helt åbenlyst har satset på at køre op til sit absolut bedste på prologen vel vidende, at de to etaper, der forestår, kan vise sig at være som skræddersyet til ham. Med de bonussekunder, der er at hente, er det langt fra usandsynligt, at Cavendish henter sin anden samlede førsteplads i et etapeløb denne sæson, efter at han også slog til i Tour of Qatar. Team Saxo-Tinkoff rytter slået ud af styrt Team Saxo-Tinkoff, der har sin første optræden efter træningssamlingen på Korsika, holdt sig beskedent tilbage med den unge australier Jay McCarthy som bedste mand på 22. pladsen 23 sekunder efter Vandewalle. Det danske mandskab havde ydermere det uheld, at måtte sige farvel til den unge slovener Marko Kump, der styrtede og var ude af stand til at fortsætte. Holdets øvrige placeringer: 64. Jonathan Cantwell 36 sekunder, 77. Jonas Aaen 40, 86. Christopher Juul-Jensen 42, 152. Benjamin Noval 1.04 minut, 182. Takashi Miyazawa 1.19.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
De skal fremstå som rockstjerner, men virker bare som selvfede blærerøve
-
’Den danske kvinde’ er et helt ekstremt samtidsportræt
-
Den russiske sejrsdag fejret i København: »Det skal stoppes, ikke fejres«
-
»Der er jo ikke blåt flertal med Moderaterne længere«
-
USA har gang i et stort, militært eksperiment i Arktis
-
VU-formand retter skarp kritik af Venstre
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Leder af Christian Jensen




























