Når Alex Rasmussen ikke fik tilladelse til at starte i det franske etapeløb Circuit Cycliste Sarthe, kan det skyldes, at han er blevet forvekslet med Michael Rasmussen.
LÆS ARTIKEL Bitter Alex Rasmussen: Det virker som en livstidsstraf
Den teori lufter præsidenten fror den internationale cykelunion, UCI, Pat McQuaid, i hvert fald over for Reuters, der har kontaktet ireren efter danskerens bitre udfald mod unionen, hvor Alex Rasmussen tydeligt tilkendegiver, at han føler sig forfulgt af unionen.
Præsidenten: Alex må køre for Garmin
Ifølge Reuters svarede Pat McQuaid først på bureauets henvendelse telefonisk, og præsidenten er citeret for at sige:
»Så vidt jeg ved, er Alex berettiget til at køre for Garmin. Jeg skal lige foretage nogle opringninger«.
Kort efter modtog Reuters en sms fra Pat McQuaid med denne melding: »Der kan være tale om en forveksling med Michael«.
Forveksling forekommer mærkværdig
Dette sidste henviser naturligvis til, at den tidligere danske hovedperson i Tour de France, Michael Rasmussen, blev suspenderet af sit mandskab Christina Watches-Onfone i umiddelbar forlængelse af sin omfattende dopingtilståelse for et par måneder siden.
Michael Rasmussen, der tidligere har været udelukket i to år, er dog ikke idømt nogen straf i forbindelse med sine bekendelser, og det forekommer yderst mærkværdigt, at UCI skulle kunne forveksle Alex Rasmussen med Michael Rasmussen.
Sandsynligvis uheldig omkring papirarbejdet
Langt større sandsynlighed er der for, at førstnævnte blot har været enormt uheldig omkring det papirarbejde, der har skullet udføres omkring hans tilbagevenden efter udstået straf.
Det ændrer imidlertid ikke på, at der må være noget galt i UCI’s system, når Alex Rasmussen i dag optræder på Garmin-Sharps rytterliste på unionens officielle hjemmeside, men så alligevel får at vide, at han ikke har ret til at køre i Frankrig.




























