Selv om britiske Sky lige fra starten af Baskerlandet Rundt kun har kunnet mønstre seks ryttere mod rivalernes otte, fortsætter holdet med at dominere WorldTour løbet i det nordlige Spanien, og når der i morgen sættes punktum for strabadserne, vil det givetvis have øget sin føring på verdensranglisten betragteligt. I dag var det en af forårets mest markante skikkelser på den internationale scene, australieren Richie Porte, som allerede har vundet bl.a. Paris-Nice og er blevet nr. 2 efter holdkammeraten Chris Froome i Critérium International, der triumferede på den udmarvende, 161 km lange 5. etape fra Eibar til Beasain med ikke færre end 10 stigninger undervejs. Contador mistede fire sekunder til rival Den 28-årige Porte, der startede sin professionelle karriere hos Bjarne Riis i 2010, men til ærgrelse for den danske boss, som anså australieren for et lysende talent, i 2012 valgte at skifte til Sky, overrumplede sine syv følgesvende i den ultimative offensiv med et solofremstød på de sidste 1000 meter, og han holdt hjem med et forspring på fire sekunder. Dermed tog Richie Porte ikke mindst fusen på Bjarne Riis’ nuværende superstjerne Alberto Contador, for ud over sejren skaffede australieren sig dermed også et forspring på fire sekunder til Team Saxo-Tinkoffs spanske kaptajn inden den formodede duel om den endelige sejr mellem de to på den 24 km lange enkeltstart i morgen. Femte sejr i år til Richie Porte Spanieren Samuel Sanchez (Euskaltel), colombianerne Sergio Henao (Sky) og Nario Quintana (Movistar), hollænderen Pieter Weening (Orica-GreenEdge), franskmanden John Gadret (Agr), Contador og sloveneren Simon Spilak (Katusha) passerede målstregen i denne rækkefølge efter Porte, som noteredes for sæsonens femte gevinst. På veg mod den samlede triumf i Paris-Nice slog australieren også til på to etaper, hvoraf den ene var den afsluttende tidskørsel, og han var ligeledes hurtigst i kampen mod klokken i Critérium International, hvilket uundgåeligt gør ham favorit til endnu en succes i morgen, selv om de to foregående enkeltstarter var væsentligt kortere end den, der nu forestår. Sergio Henao går ind til finaleetapen med et forspring på seks sekunder til Quintana og Porte, mens Contador og Spilak begge er 10 sekunder efter. Fuglsang med til at udfordre Sky På en dag, der atter prægedes af silende regn og bidende kulde, som de momentvise solstrejf ikke formåede at råde bod på, var Jakob Fuglsang (Astana) med til at sætte Sky under pres i et udbrud, som virkede faretruende for det britiske kollektiv. 10 mand slap fri efter godt 60 km, og det var først og fremmest Movistar, der udfordrede Porte og Co. ved at have tre ryttere, spanierne Jose Herrada og Javier Moreno samt portugiseren Rui Costa med. Udbruddet blev på en af etapens 10 stigninger halveret, men både Fuglsang, Herrada og Costa var ligesom amerikaneren Andre Talansky (Garmin-Sharp), der også deltog, under to minutter bagud i klassementet, så det var virkelig en offensiv, der skulle tages alvorligt. Sky kontrollerede trods mindretal Der gik imidlertid aldrig panik i Sky og med maksimal udnyttelse af spanieren Xavier Zandio, amerikaneren Joseph Dombrowski og englænderen Jonathan Tiernan-Locke blev udbryderne holdt i stram snor. Da kræfterne hos denne trio var brugt op, tog hviderusseren Vasil Kiryienka over i et malende tempo, og med godt 40 km tilbage var angrebet neutraliseret. På det tidspunkt havde den unge spanier Omar Fraile (Caja Rural) kastet sig i jagten på hæder, men han blev hentet seks km fra mål. Det var på den efterfølgende nedkørsel de otte, som holdt sammen til mål skilte sig ud, og her afsløredes det så i hvor høj grad Porte og Henao havde nydt godt af holdkammeraternes fantastiske slid. Kulden var hård ved Contador Nu kan det også siges, at opgaven lettedes for Sky, efter at det farlige udbrud først var kørt ind, for ingen af de andre aspiranter til de endelige topplaceringer søgte siden at bringe den britiske trup i vanskeligheder. »Kulden var simpelthen så slem, at jeg på et tidspunkt troede, at den aldrig ville forsvinde fra kroppen igen«, sade Alberto Contador til spanske medier efter at være kommet i mål. »Jeg er yderst tilfreds med at være kommet helskindet gennem etapen, og nu må vi så se, hvem der har flest kræfter tilbage i morgen. Fuglsang satte over ni minutter til For Jakob Fuglsang betød etapen et endegyldigt farvel til forhåbningerne om et acceptabelt slutresultat, men det var al ære værd, at han gjorde et forsøg på at rette op på torsdagens nederlag. Blot førte det nu til et endnu større, idet danskeren efter at være hentet af feltet ikke havde mere at stå imod med og kom i mål som nr. 51 med et minus på 9.29 minutter. Fuglsang dumpede dermed ned som nr. 31 sammenlagt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
-
Politiforbundet: »Hvis politikerne vil bestemme, hvad vi skal lave, skal de fandeme også bestemme, hvad vi ikke skal lave«
-
Det er tv så ligegyldigt, at en reportage fra en tom cykelkælder i Vanløse ville være det rene spænding i sammenligning
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Rigspolitchef efterlyser nuancer: Vi passer vores arbejde, domstolene ligger underdrejet og fængslerne er fyldt til randen
Leder af Sarah Skarum
AGFs mesterskab bør glæde alle, der elsker fodboldens særlige evne til at skabe rum til håb og drømme
Debatindlæg af Lauge Sigurdur Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























