Med startnummer 31 på ryggen som kaptajn for det kasakhiske Astana-mandskab tager Jakob Fuglsang fra i dag til og med næste søndag i den 65. udgave af Critérium du Dauphiné kampen op med en række af de etablerede verdensstjerner, han også konfronteres med, når Tour de France indledes 29. juni på Korsika.
Der bliver tale om en krævende, afsluttende eksamen for den 28-årige dansker i det aktuelle franske arrangement, hvor et uhyre stærkt felt føres an af de to mest fremtrædende Tour-favoritter, briten Chris Froome (Sky) og Team Saxo-Tinkoffs brandvarme spanske trumf Alberto Contador og ligeledes tæller navne som sidstnævntes landsmænd Joaquim Rodriguez (Katusha) og Alejandro Valverde (Movistar) samt belgieren Jurgen Van den Broeck (Lotto-Belisol).




























