I en duel så storslået og heroisk, at den er garanteret en fremtrædende plads i Vuelta a Espanas historie, fightede italieneren Vincenzo Nibali (Astana) helt ud til grænsen af sin formåen og lidt over for at tilbageerobre den trone, han døgnet inden havde måttet afgive til amerikaneren Chris Horner (RadioShack-Leopard).
Men trods gentagne forsøg evnede den 28-årige vinder af denne sæsons Giro d’Italia og den spanske rundtur i 2010, ikke at tvinge den 13 år ældre rival i knæ på den åndeløst stejle klatretur op mod toppen af Angliru 1.575 meter over havets overflade, der dannede afslutningen på den 142,2 km lange 20. etape.




























