Fem af de i alt 20 firmahold, der er til start i den 44. udgave af sæsonens første etapeløb i Europa, Etoile de Bessèges, har ProTeam-status, men de fik alle en lang næse, da det franske arrangement i dag indledtes med 154,5 km fra Bellegarde til Beaucaire.
Seks ryttere fra de mindre mandskaber fandt nemlig sammen i en offensiv, der udviklede sig til et gigantudbrud, som trods en hidsig forfølgelse mod slutningen holdt hjem efter cirka 145 km i front.




























