I øsende regn på landevejene omkring den nordspanske by Ponferrada sørgede den 16-årige Pernille Mathiesen for en forrygende dansk start på verdensmesterskaberne i landevejscykling, da hun erobrede sølv i U19-pigernes 13,9 km enkeltstart.
Den danske teenager, der til daglig repræsenterer det hjemlige Team Rytger, startede syvendesidst af de i alt 49 deltagere, og hun tilbagelagde distancen i 20.19 minutter og var dermed kun overgået af australieren Macey Stewart, der var sendt af sted cirka en halv time tidligere og var blevet noteret for 20.08.




























