Med et tilintetgørende overrumplingsangreb inden for den afsluttende km, hvor han fra sidste position i en ni mands frontgruppe med et eksplosivt antrit tordnede forbi alle rivalerne, kunne ireren Dan Martin (Garmin-Sharp) efter en dramamættet sæson med flere voldsomme nedture suse over stregen som jublende sejrherre i den 108. udgave af den 260 km lange italienske klassiker Il Lombardia fra Como til Bergamo..
Den 28-årige nevø af den tidligere verdensstjerne Stephen Roche kunne nyde det herlige øjeblik i fulde drag med klar afstand til sine tidligere ledsagere i det lille, eksklusive selskab, der havde skilt sig ud på den sidste, brostensbelagte stigning op til den gamle by i Bergamo.




























