At næste års Tour de France fra 4. til 26. juli vil byde på en overdådig stjernebesætning anført af den aktuelle italienske hersker Vincenzo Nibali (Astana), de to tidligere, briten Chris Froome (Sky) og spanieren Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), samt denne sæsons colombianske Giro d’Italia-vinder Nairo Quintana (Movistar), har i længere tid været kendt.
Nu viser det sig imidlertid, at der allerede i februar bliver mulighed for at opleve en kort version af den gigantduel mellem Froome og Contador, som aldrig blev til noget i den forgangne sommers styrkeprøve på de franske landeveje, fordi begge udgik på grund af styrt.




























