Da den forsvarende danske mester i 4 km individuelt forfølgelsesløb Casper Folsach her til morgen mødte op i Ballerup Super Arena for at gøre sig til klar til at få pudset DM-guldet op med frisk glans, fik han sig en gevaldig overraskelse.
Og det samme gjorde arrangørerne, for det viste sig, at feltet i tempodisciplinen var reduceret til fire ryttere, mens både Dansk Bicycle Club og Danmarks Cykle Union mindre end to døgn inden mesterskaberne indledtes, havde bebudet, at det ville være næsten tre gange så stort.




























