Rekorden glippede for den 20-årige australier Caleb Ewan (Orica-GreenEdge), men sin exceptionelle spurthurtighed fik den unge komet på den internationale cykelscene alligevel lejlighed til at stille flot til skue, da gadeløbsserien Mitchelton Bay Cycling Classic i dag sluttede i Williamstown.
Ewan kunne være blevet den første i arrangementets 25-årige historie, som gjorde rent bord ved at vinde alle etaper, men efter tre sejre i træk måtte han tage til takke med at vise sig som den hurtigste i den lille forfølgergruppe, der nåede til mål 45 sekunder efter en udbryderkvartet.




























