Egentlig havde det schweiziske mandskab IAM Cycling belavet sig på at skulle operere i den internationale 2. division også i sin tredje sæson på den professionelle cykelscene, men da der pludselig åbnede sig en mulighed for at opnå adgang til det fineste selskab, slog schweizerne til.
Og i dag fik kollektivet fra alpelandet så en drømmestart på sin ny tilværelse med WorldTour-licens, da den 30-årige australier Heinrich Haussler overraskende erobrede det nationale mesterskab på den 183,6 km lange distance i Buninyong.




























