Mens den colombianske forhåndsfavorit Nairo Quintane (Movistar) har store vanskeligheder med at gentage sidste års samlede triumf i det argentinske Tour de San Luis, formåede hans italienske holdkammerat Adriano Malori ganske som i 2014 at udnytte sine exceptionelle tempokvaliteter til at overtrumfe konkurrenterne på løbets enkeltstart.
U23-verdensmesteren i disciplinen fra 2008 tilbagelagde den 17,4 km lange distance på 20.07 minutter, men den 26-årige italiener måtte vente næsten to timer på at få vished for, at det rakte til sejren, eftersom han på de foregående etaper havde sat så meget tid til, at han blev sendt af sted som nr. 63 af de 151 deltagere.




























