Med en samlet 14.-plads til den australske veteran Michael Rogers kom Tinkoff-Saxo beskedent fra start i sæsonens første WorldTour-løb, Tour Down Under, men indtil videre har det blot givet anledning til en udglattende twitter-bemærkning fra holdets ejer den russiske rigmand Oleg Tinkov, som ellers ikke viger tilbage for at fremsætte harske kommentarer, når resultaterne udebliver.
»Tour Down Under var bare opvarmning. Hav tålmodighed, det er for tidligt endnu. Den gule hær kommer snart« skriver milliardæren – som ifølge ubekræftede rygter måske nu må nøjes med at være millionær som følge af rubel-krisen – beroligende på det sociale medie.




























