For nogen tid siden proklamerede den russiske rigmand og ejer af Tinkoff-Saxo-mandskabet Oleg Tinkov via twitter, at en sensationel nyhed uden sidestykke i cykelsportshistorien ville blive offentliggjort i forbindelse med WorldTour-løbet Tirreno-Adriatico, der starter i morgen.
Men hvis Tinkov, der ifølge det amerikanske magasin Forbes stadig er milliardær, selv om han påstås at have sat omkring fem milliarder kroner til sidste år, med denne pompøse udmelding hentydede til, at kontrakten med hans spanske superstjerne Alberto Contador i dag forlængedes med yderligere et år, så den strækker sig til udgangen af 2016, må det siges, at den flamboyante russer har taget munden en anelse for fuld.




























