Efter at den ene af Tinkoff-Saxos to superstjerner Peter Sagan i går fuldendte en så godt som perfekt dag for det russiske mandskab med sin forrygende, sejrrige spurt, er det i dag den anden, Bjarne Riis’ spanske trumf siden 2011 Alberto Contador, opmærksomheden er rettet mod.
På den 10 km lange, pandekageflade enkeltstart i San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, der runder de syv dages strabadser i Tirreno-Adriatico af, får etapeløbskongen chancen for at rette op på den skuffelse, han indledte løbet med, da han på den lidt over halvt så lange prolog i Lido di Camaiore ved Middelhavet måtte nøjes med en 67.-plads.




























