Med en overbevisende triumf på den 14,2 km lange enkeltstart, der satte punktum for strabadserne i Driedaagse De Panne, tog den engelske verdensmester i disciplinen Sir Bradley Wiggins (Sky) på fornemste vis afsked med den eftertragtede regnbuetrikot, som han erobrede for lidt over et halvt år siden i det nordvestlige Spanien, men nu efter eget udsagn har båret for sidste gang i konkurrence.
Samtidig med, at den 34-årige Tour de France-konge fra 2012 nedkæmpede rivalerne på den afsluttende etape i det belgiske arrangement, gjorde det syv år yngre norske kraftværk Alexander Kristoff (Katusha) det ligeså eftertrykkeligt i den samlede stilling.


























