Da den belgiske eksverdensmester Philippe Gilbert (BMC) i onsdags slemt forslået efter et voldsomt styrt, som han selv var fuldstændig uden skyld i, måtte opgive at fuldføre Flèche Wallonne, opstod der straks bekymring for, om han nu ville blive klar til at stille op i den mest prestigemættede af klassikerne i Ardennerne, Liège-Bastogne-Liège, på søndag.
I dag kunne de belgiske cykelentusiaster imidlertid drage et lettelsens suk, for manden de frem for nogen under normale omstændigheder sætter deres lid til som værtsnationens trumf i det sidste af forårets endagsløb i WorldTour-serien, besluttede efter en træningstur på tre timer, at han vil forsøge at trodse de kraftige smerter, der fortsat plager ham efter den ublide medfart cirka 50 km fra målet på Mur de Huy.




























