I sidste års udgave af 4 Jours de Dunkerque oplevede den regerende danske mester Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) noget af et gennembrud med sin samlede tredjeplads, og nu er en anden af den hjemlige cykelsports himmelstormere, 19-årige Mads Pedersen (Cult Energy), stærkt på vej til at gøre ham kunsten efter.
Ganske vist lykkes det næppe for den danske teenager at kæmpe sig op på podiet i det traditionsrige nordfranske arrangement, men efter dagens 178 km lange kongeetape fra Lestrem til Cassel avancerede Mads Pedersen til den samlede sjetteplads, og det skal gå meget galt, om han ikke forsvarer den position, når løbet slutter i morgen.




























