Med en solosatsning på over 20 km forsøgte den danske mester Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) at sætte sæsonens altdominerende sejrsmaskine Alexander Kristoff (Katusha) under pres på den 166 km lange 3. etape i Tour de Fjords fra Stord til Sauda.
Men Årets Cykelrytter herhjemme i 2014 måtte erkende, at den 27-årige nordmand lige nu er fuldstændig umulig at hamle op med, og Kristoff scorede hattrick, da han i spurten henviste sydafriklaneren Daryl Impey (Orica-GreenEdge) og landsmanden Edvald Boasson Hagen (MTN-Qhubeka) til de to andre podiepladser og dermed noteredes for sin 16. gevinst i denne sæson.




























